Projektet i Togo er del en af et langvarigt samarbejde mellem PlanBørnefonden og Grundfos Fonden om at skabe adgang til rent vand, sanitet og hygiejne i en række lande. Det bygger på erfaringer fra blandt andet Etiopien og Kenya, hvor PlanBørnefonden, Grundfos Fonden og andre aktører i højere og højere grad samtænker indsatser, der skal sikre klimatilpasning, stabilitet og økonomiske muligheder i blandt andet flygtningesamfund.
Dorthe Petersen, direktør for PlanBørnefonden:
“Sammen med Grundfos Fonden er vi kommet virkelig langt i arbejdet for at skabe bedre adgang til rent vand – i Togo og i en række andre lande. Nu går vi skridtet videre, så vores arbejde inden for vand, sanitet og hygiejne også kan skabe job og økonomiske muligheder for den enorme ungegeneration, som er ivrige efter muligheder. For os er vand og job en kobling, der giver god mening, fordi vi har en så stærk partner i Grundfos Fonden - og så lægger det sig tæt op af Danmarks nye Afrika-Strategi, som har både klimatilpasning, vand og jobmuligheder som prioriteter.”
Kim Nøhr Skibsted, direktør for Grundfos Fonden:
“Vi vil være med til at skubbe på for nye løsninger, som skaber bæredygtige forandringer i et af de områder, der har allermest brug for det. Rent vand er en kilde til sundhed, bedre sammenhængskraft og økonomiske muligheder, og derfor kan et projekt som dette skabe ringe i vandet i mange år frem.”