Flere end én million mennesker fra hele verden følger Pernille Ørum på Facebook og Instagram. Her deler hun sine animationer og illustrationer af stærke kvindelige karakterer, som hun har lavet for store selskaber som Netflix, Disney, DreamWorks og Universal. Hendes karakterer er ofte smukke prinsesser og superhelte, men under den kønne streg skaber hun små detaljer, der skubber på store forandringer. Som da Pernille redesignede Barbie, så hun fik flade sko på i stedet for stiletter, som hun har tippet rundt i siden 1950’erne.
”Som barn i 90’erne var jeg utrolig fascineret af stærke Disney-prinsesser som Ariel og Jasmine. De havde noget at byde på, og de ville skabe forandring. På en måde føler jeg et ansvar for at bruge min platform til at skabe positive forandringer for piger og kvinder, der ikke er så privilegeret, som jeg er,” fortæller hun.
Pernille Ørum opfordrer derfor sine følgere til at støtte PlanBørnefondens Pigefond, der sikrer bind til piger og seksualundervisning til både piger og drenge i verdens mest udsatte lande.