PlanBørnefonden og ZOO går sammen om at skabe grønne jobs i Marokko.

Biodiversitet, naturbeskyttelse og økoturisme er omdrejningspunkterne i et nyt samarbejde mellem PlanBørnefonden og Zoologisk Have. De vil med støtte fra Udenrigsministeriet skabe grønne jobs for unge i Marokko som en del af det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram.

PlanBørnefonden, Zoologisk Have samt lokale partnere og myndigheder i Marokko har slået sig sammen for at støtte Marokkos indsatser indenfor bæredygtighed, naturbeskyttelse og biodiversitet og bruge det som løftestang til at skabe jobs for unge i den grønne sektor. 

Det nye samarbejde finansieres med syv millioner kroner som en del af Udenrigsministeriets Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram, som har fokus på at skabe bedre levevilkår og fremtidsudsigter for unge i Mellemøsten og Nordafrika.  
 
Målet for det nye samarbejde i Marokko er at sikre de unges fremtid med uddannelse og jobs indenfor blandt andet turisme og naturbevarelse og gøre det på en måde, der bidrager til den grønne omstilling. Det er et område, der har høj prioritet i Marokkos nationale strategier for at skabe flere grønne jobs for landets store generation af unge mennesker.

Jobskabelse og naturbevaring i ét 
Ligesom mange andre lande i regionen, oplever Marokko en høj ungdomsarbejdsløshed, og alt for mange unge bliver uddannet indenfor sektorer med få jobmuligheder. Turismesektoren er dog én af de sektorer, der er i vækst, og Marokko har mange smukke nationalparker og naturområder. Her er der jobs at få – især de grønne af slagsen. Det krydsfelt vil dette nye samarbejde bruge til at skabe bæredygtige arbejdspladser og faglig ekspertise, der både kommer de unge og naturen til gode. 

”Den bedste fremtidssikring vi kan give unge, er en relevant uddannelse, så de kan få et job eller starte egen virksomhed, få økonomisk råderum og gøre en positiv forskel i deres lokalsamfund. Det her partnerskab kan noget helt særligt – nemlig kombinere vores erfaring med at arbejde med unge mennesker samt Zoologisk Haves ekspertise indenfor naturbevarelse, uddannelse og formidling, siger PlanBørnefondens CEO, Dorthe Petersen.  

Grønne ringe i vandet 
Helt konkret skal indsatsen blandt andet at give unge viden og færdigheder indenfor biodiversitet og naturbeskyttelse, som de kan bruge til at få jobs i turismesektoren eller starte deres egne virksomheder som f.eks tourguides i nationalparker.  

Blandt andet skal ZOO’s arbejde med at gøre undervisningen indenfor naturbeskyttelse og bæredygtighed mere engagerende og tidssvarende for vække de unges interesse i naturbeskyttelse. Målet er, at op mod 450 unge uddannes i biodiversitet og naturbeskyttelse inden for de næste par år og langt flere på sigt. Derudover skal økonomisk og faglig støtte til unge iværksættere skabe mindst 150 nye jobs indenfor den grønne sektor. Det kan skabe ringe i vandet for tusindvis af unge i Marokko. 

Biodiversitet er en kernekompetence for ZOO, som også har mange års erfaring med internationale projekter med fokus på naturbevarelse og beskyttelse af truede dyr. 

”Vi er rigtig stolte af, at vores mangeårige erfaring indenfor naturbevarelse og biodiversitet kan være med til at skabe et livsfundament og en fremtid for den unge generation i Marokko. Vores medarbejdere er dybt engagerede og glæder sig til at kunne gøre en forskel for både mennesker og natur”, siger administrerende direktør i ZOO, Pernille Mehl.   

”I vores nye Afrika-strategi har vi fokus på unge, der vil tegne kontinentets fremtid. Det er godt nyt, at Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram her tænker nyt og nu skaber spændende grønne jobs for unge i Marokko sammen med PlanBørnefonden og ZOO,” siger Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen om samarbejdet.