partnerskaber

Resultater og partnerskaber

PlanBørnefonden indgår partnerskaber med virksomheder, donorer, skoler, fonde og organisationer for at fremme børns og unges rettigheder.

Vores langvarige tilstedeværelse i nogle af verdens mest udsatte områder giver os mulighed for at implementere projekter på tværs af fire kontinenter i tæt samarbejde med lokale myndigheder, lokalbefolkninger, familier samt børn og unge.

Årsrapport 2023/2024Årsrapport 2023/2024

Vi arbejder både med humanitære indsatser i akutte kriser og langsigtet udvikling.

Det seneste år har vores arbejde gjort en direkte forskel for over én million børn, unge og voksne. Det er vores bedste resultat nogensinde. Indsatsen er mulig med støtte fra vores partnere.

Flere kender børns og unges rettigheder

12-årige Criselda er glad for sin skole i Tsholotsho, Zimbabwe. Vi har blandt andet opført toiletter på hendes skole for at sikre, at pigerne bliver i skolen, når de har menstruation.

Bæredygtig udvikling og akut nødhjælp

Udenrigsministeriet støtter vores indsats gennem flere projekter: Strategisk Partnerskab, Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, Climate Proofing, WASH Services og Ukraine Response. Hvilket samlet svarer til ca. 494 millioner kr.

Vores partnerskab med Udenrigsministeriet gør det muligt for os både at fokusere på langvarige indsatser i flere afrikanske lande, i Mellemøsten og Mellemamerika. Samtidig kan vi også bidrage med akut nødhjælp i både Ukraine og i Gaza.

Vi har et EU-partnerskab med titlen My Health, My Rights på ca. 69 millioner kr., der styrker sundhedsvæsenet i seks vestafrikanske lande: Benin, Burkina Faso, Guinea, Guinea-Bissau, Sierra Leone og Togo.

Gennem partnerskabet kan vi blandt andet give unge seksualundervisning og oplysning om deres rettigheder. På den måde færdiggør flere piger skolen i stedet for at blive mødre tidligt.

Tusindvis af unge går forrest for at skabe en bedre fremtid

“Vi sorterer og genbruger affald. Vi finder madrester og fremstiller briketter, som vi kan sælge som en alternativ energikilde til brænde. Det forhindrer skovrydning,” fortæller 20-årige Fatuma, der bor i Uganda.

Novo Nordisk Fonden finansierer projektet Najahna (der betyder ‘vores succes’ på arabisk) på ca. 200 millioner kr., hvor syriske flygtninge i Jordan får uddannelse, hjælp til at få et job eller at blive iværksættere.

21-årige Douaa er flygtning fra Syrien og dyrker grøntsager uden brug af jord i sit hjem i Azraq-flygtningelejren i Jordan.

Læs mere om vores arbejde for bæredygtig udvikling.

Børn og unge på flugt får en bedre fremtid

Sammen med flere fonde skaber vi bedre vilkår for børn og unge, der er tvunget på flugt i både Afrika og i Mellemøsten.

Sammen med LEGO Fonden har vi projekterne: Playmatters og Playful Futures til ca. 217 millioner kr. Vi skaber læring gennem leg for især børn i alderen 3-12 år på flugt i Uganda, Etiopien og Tanzania.

I partnerskab med Poul Due Jensens Fond har vi projekterne: Climate Proofing WASH Services, SunWASH, WASH 4 Togo og Safe Water for Schools til ca. 55,5 millioner kr.

Sammen arbejder vi blandt andet for, at mennesker på flugt i Etiopien får adgang til rent vand med soldrevne vandpumper og bedre sanitære forhold.

På grund af de voldsomme kampe i Sudan flygter tusindvis over grænsen til Etiopien. Her uddeler vi mad og rent vand til de mange familier.

Gør en forskel og giv nødhjælp nu

Virksomhedspartnere

Vores samarbejde med blandt andre Søstrene Grene, Nature Planet og LOCA Gruppen skaber bæredygtige resultater for verdens mest udsatte børn og unge.

Tæt samarbejde med andre organisationer

Vi samarbejder på tværs af organisationer for at skabe forandring i verdens mest udsatte områder. Sammen skaber vi de største resultater.

Partnerskoler

Vi samarbejder med skoler over hele landet gennem sponsorater og årlige indsamlinger. Vi tilbyder desuden gratis skoleforedrag og bidrager med information til skole- og projektopgaver.