Gymnasium har 50 sponsorbørn i Uganda

Af Maja Bygvrå

Online bingo, kagesalg, fotoudstilling og motionsløb er nogle af de tiltag, som eleverne på Rysensteen Gymnasium står bag for at samle penge ind til deres mange sponsorbørn i Uganda. Det har givet skolen et nyt fællesskab at gøre en forskel sammen.

Carl Jonatan Johansen Lowies går i 2.g og bruger gerne tid på at samle penge ind til skolens sponsorbørn i Uganda.

”Jeg tror, det er meget sundt, at man tænker lidt ud over sin egen næsetip. At høre om livet i Uganda får mig ned på jorden, når jeg synes, at gymnasiet er lidt hårdt, eller når jeg bliver lidt skoletræt,” siger Carl.

”Jeg bruger tid på det, fordi det har en betydning for andre, og det gør også noget godt for mig. Det giver mig et større perspektiv, og jeg føler, at jeg rykker noget i verden,” siger 18-årige Isa Kathrine Dittmer Rohmann, der går i 2. g.

“Det er fedt at mange bakker op”

Elisabeth og Isa er del af en gruppe frivillige elever, der står for at afholde events og konkurrencer, der skal få elever og lærere til at donere penge til sponsorbørnene. Sammen har de gået en tur på Vesterbro, hvor du har overtalt butikker og madsteder til at donere gavekort og præmier, som de kan bruge i indsamlingen.

”Det har været rigtig fedt, for der er mange, der har været med på ideen, så vi har fået 20-30 præmier, som vi bruger til konkurrencer, når vi samler penge ind,” fortæller Elisabeth.

”Vi går på en mega privilegeret skole, og det er endda gratis. Det betyder noget for mig, at andre børn og unge også får de muligheder, vi har, fordi vi er heldige at vokse op i Danmark,” siger 18-årige Elisabeth From-Pedersen, der går i 2. g.

Gruppen af frivillige elever har blandt andet arrangeret online bingo, en minecraft turnering, kagesalg, et motionsløb med goodiebags og en fotoudstilling, hvor man skal betale entre.

Det er hele skolen, der bakker op om sponsorbørnene i Uganda. Lærerne og de administrative medarbejdere har otte sponsorbørn, og alle 42 gymnasieklasser har hver et sponsorbarn.

Ledelsen på Rysensteen Gymnasium ser også store fordele i at eleverne engageres i at gøre en konkret forskel ude i verden.

”Vores samarbejde med PlanBørnefonden betyder, at eleverne ikke kun skal læse og tale om, hvordan man teoretisk kan gøre noget. Nu får eleverne lov til at bidrage til at støtte nogen, der faktisk har brug for det,” siger Anders Schultz, der er uddannelseschef på Ryensteen Gymnasium.

Sponsorbørnene skaber fællesskab

COVID-19 har haft store konsekvenser for det sociale liv på Rysensteen Gymnasium, men eleverne synes, at sponsorbørnene er med til at bringe dem tættere sammen.

”Fællesskabet på skolen er mere truet end nogensinde før. Det har været en øjenåbner, vi nu har noget, vi alle er fælles om, der gør en reel forskel i Uganda. Det er helt fantastisk,” siger Carl.

Eleverne bruger Instagram til at informere eleverne om events, og hvordan man kan støtte sponsorbørnene.

Eleverne får også indblik i PlanBørnefondens udviklingssamarbejde gennem foredrag og online snakke med unge aktivister, som bor Uganda.

”Som en hvid 18-årig dreng med en relativ god socioøkonomisk baggrund, vil jeg rigtig gerne snakke med unge i Uganda, så jeg kan få nogle andre perspektiver på ting, som jeg nok tager for givet i min hverdag,” siger Carl.

Problemerne kommer tættere på, når hver klasse har et sponsorbarn

Rysensteen Gymnasium har en partnerskole i Ugandas hovedstad, Kampala. Når rejserestriktionerne løftes, skal en af de danske klasser besøge skolen i Uganda. Men indtil det kan lade sig gøre, synes Isa, eleverne får et godt indblik i livet i Uganda fra de videoer, fotos og oplysninger, de får af PlanBørnefonden.

”Jeg føler næsten, jeg er der, når vi ser videoer fra Uganda, og problemerne kommer tættere på, når hver klasse har et sponsorbarn,” siger Isa.