KRISEN DU ALDRIG HAR HØRT OM: MILLIONER AF PIGER OG KVINDER ER LADT I STIKKEN I VESTAFRIKA

Af Andreas Malmos

Flere end tre millioner mennesker er flygtet fra deres hjem, og over 13 millioner har brug for akut nødhjælp. Voldelige kampe, fattigdom og klimaforandringer går hårdest ud over piger og unge kvinder. Det er situationen i det centrale Sahel i Vestafrika. 

Sahel-krisen er temaet for FN’s Internationale Pigedag, hvor PlanBørnefonden livestreamer arrangementet #GirlsInCrisis: De glemte piger i Sahel. Det sker den 12. oktober 2021 kl. 12.30-13.30 direkte fra Nærum Gymnasium.

Du kan blandt andet møde Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen, unge kvindelige aktivister og eksperter fra Sahel, og du kan stille spørgsmål til den danske udviklingsminister om, hvad Danmark gør i regionen. Det hele styres af TV2-vært Ditte Haue.

Hvad er Pigedagen? 

Hver eneste dag udsættes piger og kvinder for diskrimination. Piger undervurderes og undermineres. Vi ser fremskridt inden for ligestilling, men som situationen er nu, vil det tage 200 år, før piger og kvinder har samme muligheder som drenge og mænd. Men det er i alles interesse, at pigers rettigheder respekteres.

Det gælder særligt, når katastrofer rammer. I konfliktområder kommer pigerne bagerst i køen. Derfor har PlanBørnefonden fokus på krisen i Sahel og på, hvordan situationen dér påvirker piger og unge kvinders liv og adgang til skole og uddannelse. Krisen kan få katastrofale konsekvenser for kommende generationer og påvirke hele verden.

Spørg ministeren

Den 12. oktober får eleverne mulighed for at høre direkte fra pigerne selv, hvordan deres liv er påvirket af krisen, og hvad man kan gøre for at stoppe udviklingen.

Danmark er til stede i regionen med udviklingsbistand, men hvad skal der egentlig til for at støtte de mange piger, der er kommet i klemme?

Eleverne kan stille spørgsmål til den danske udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), hvis de sendes til PlanBørnefonden, inden arrangementet begynder. I er også velkomne til bare at se med.

Deltagende klasser får adgang til et arkiv af videoer og artikler, som klæder jer på til arrangementet.

Kontaktlæren får besked på forhånd, hvis jeres spørgsmål bliver valgt.

Sådan deltager I

Skriv en mail til projektleder Andreas Malmos fra PlanBørnefonden: andreas.malmos@planbornefonden.dk med tilmelding i emnefeltet og antallet af elever.

Hvis I har spørgsmål til udviklingsministeren, sendes disse til Andreas inden den 8. oktober.

Den 12. oktober kl. 12.20 går I ind på linket HER, hvor I streamer arrangementet.

Vi håber, at arrangementet giver jer nyt perspektiv på den glemte krise i Sahel.

De bedste hilsner
PlanBørnefonden