Gymnasietiden er nok for de fleste en periode, hvor der ikke strømmer ind med penge på kontoen. Det samme var gældende for Anne Mette, men hun besluttede sig alligevel for at blive sponsor for et barn.

”Jeg blev sponsor i 1. eller 2. g. Det var ikke ligegyldige penge dengang,” fortæller hun; ”Jeg kan huske, at jeg på en eller anden måde gerne ville kompensere for, at vi lever i et godt samfund. Det var min mulighed for at være med til at udligne den ulighed, som er i verden, ” forklarer hun.

Anne Mette er i dag 32 år og kommer fra en lille by uden for Vejle. Andkær hedder byen. En by de færreste nok kender.

”Med de begrænsede midler jeg havde på det tidspunkt, gav det alligevel rigtig meget mening. For mig handlede det om at være sponsor for et barn at støtte der, hvor børnene har en hverdag, og hvor man kan se, at pengene gør en forskel på længere sigt,” fortæller hun.

Nogle kunne måske tro, at Anne Mettes forældre havde en finger med i spillet, da hun blev sponsor i en ret så tidlig alder, men det afslår hun.

”Jeg prikkede nok nærmere mine forældre på skulderen,” griner hun.

Og det er ikke kun hendes forældre, som får et prik på skulderen.

”Jeg er godt klar over, at ikke alle kan finde penge og overskud til at give til velgørenhed. Men der er dælme mange mennesker i Danmark, som har råd. Det er jo et prioriteringsspørgsmål,” siger Anne Mette.

På et tidspunkt arbejdede Anne Mette på Frederiksborg Slot i Hillerød. Det var en stor kontrast til hendes sponsorbarn.

”I et af mine breve til Michaela, som på det tidspunkt var mit sponsorbarn, skrev jeg, at jeg arbejdede på et slot. Jeg tænkte meget på, hvordan man kunne gøre det på en fin måde. Jeg syntes, at historien om at bo i Danmark og arbejde på et slot var ret eventyrlig, men det kunne også hurtigt blive utrolig fremmedgjort,” fortæller Anne Mette

Hun har haft to sponsorbørn. Micaela var hendes første sponsorbarn og boede i Kap Verde. Hun skrev breve med hende og fik blandt andet julekort med små tegninger og portugisiske hilsner.

”Det var simpelt, men det var altså ret hyggeligt at skrive med hende. Jeg kan huske, at jeg skrev om min familie, om hvem jeg var, og hvad jeg lavede. Men jeg synes faktisk, at det var lidt svært at finde ud af, hvor meget man skulle dele. Det bliver jo meget tydeligt, at vi lever vidt forskellige liv,” fortæller Anne Mette.

I dag er hun sponsor for en pige i Togo og glæder sig til at komme i gang med at skrive med hende. Det betyder noget for mig, forklarer hun.

”Det er jo det, det kan. Jeg synes, at den personlige beretning giver mig noget helt andet,” slutter hun.