Guxi

• 
• 
• 
• 

Da børnene fik et sponsorbarn i julegave, blev det et helt særligt samlingspunkt for Guxi og hendes familie.

Det var andet år Guxi skulle holde jul med sine bonusbørn, som hun varmt omtaler Anna og Anton. Året forinden havde der ligget et væld af dimser og gaver til flere tusinde kroner under træet, men i år skulle det være anderledes.
Da Guxi og børnenes far Mads, juleaften, inviterede Anna på 11 år og Anton på 13 år hen til spisebordet for at få deres julegave, var ingen i tvivl om, at der skulle ske noget særligt.

På bordet lå tre sirligt placerede kuverter på lige række. På den højre stod Antons navn, på den venstre Annas og på den største kuvert i midten stod begge børns navne. Men hvad kunne der gemme sig i en flad kuvert, som bror og søster med to års mellemrum ville have til fælles? Der var hverken plads til et overdådigt dukkehus, stjernedestroyeren fra LEGO, eller det nyeste gaming-udstyr fra Sony. Gemte den måske på en lille iPad?

Undren blev vendt til nysgerrighed

Nej, det var ikke overraskelsen. I den midterste kuvert fandt børnene i stedet noget så analogt som et billede af treårige Keerthana, en yndig, karseklippet, lille pige fra Indien samt beskeden om, at de havde fået et sponsorbarn til deling. Da Anton og Anna efterfølgende åbnede de to individuelle kuverter, lå der en stak hundredkronesedler i dem hver, svarende til ca. et års sponsorat. Med samme beløb ville de som sponsorer kunne være med til at give et lokalsamfund adgang til både skole, vand og sundhedstjek.

Gavernes indhold efterlod i første omgang børnene noget undrende over, hvorfor de ikke bare havde fået den årlige omgang legetøj, som de plejede. Deres undren blev dog hurtigt erstattet af nysgerrighed og glæde over, hvor dyrebar en gave det egentlig var. Den betød at nogen i et land langt væk kunne få hjælp hvert år, mange år fremover. Det var lige netop, hvad Guxi og Mads havde håbet på:

”For os var det vigtigt, at vi kunne sætte tingene i relief for børnene, at de opdagede, at der er en anden virkelighed, så de fik anledning til at tænke over værdien af deres penge,” fortæller Guxi.

Ud over gavens medmenneskelige årsager, gav sponsoratet også familien et fælles formål, som de alle sammen kunne gå op i. Guxi og Mads ville betale sponsoratet, mens Anna og Anton skulle være Keerthanas primære kontaktpersoner, med alt hvad det indebar.

”Ungerne tog virkelig opgaven til sig og gik nysgerrigt til det. Vi brugte f.eks. rigtig meget tid på at kigge på kort for at se, hvor Keerthana var fra i Indien, og fandt sjove videoer på YouTube, hvor de talte lokalsproget tamil,” forklarer Guxi.

Senere hjalp Anna med at finde små nyttige ting, som de kunne sende til Keerthana, eller grinte med Anton, når de sammen læste sig frem til overraskende kulturelle forskelle og finurligheder, som Keerthana skrev om.

I dag er Keerthana fyldt 13 år, Anton er flyttet hjemmefra og Anna er sjældent hjemme. I årene der er gået, er Guxi og Mads’ køleskab blevet fyldt op med billeder og tegninger fra Keerthana. Kigger man tilbage har både børn og forældre fået meget mere ud af gaven end den ene, særlige juleaften. Gennem nysgerrighed, grin og utallige breve har de sammen lært Indien at kende, samtidig med at de har gjort en stor forskel for Keerthanas lokalsamfund og livet der. Deres sponsorat har bl.a. gjort det muligt for Keerthana og hendes jævnaldrende at deltage i alt lige fra hygiejnekurser, læsekurser og kurser i, hvordan man bruger sin viden til at klare sig gennem hverdagen.

Den dag i dag er der stadig smil og glæde, når brevene fra Keerthana skal læses. Når både Anton og Anna er hjemme og der er kommet et nyt brev, ligger det – præcis som den jul for syv år siden – i en uåbnet konvolut på bordet og venter på dem, så de igen kan høre nyt fra den anden side af verden.