Katrine Marie Guldager

• 
• 
• 
• 

Der lå mange tanker bag, da forfatter Katrine Marie Guldager blev sponsor for 14 år siden. Hun mener, at vi i Danmark har pligt til at hjælpe dem, der har det værst.

”Det er et fælles problem. Det er ikke bare deres. Der er kun denne ene verden, vi bor i, så jeg synes også, vi har et ansvar for, at børn på andre kontinenter får en chance for at komme i skole,” siger 53-årige forfatter Katrine Marie Guldager, der er aktuel med romanen ”Et rigtigt liv”.

Katrine Marie Guldager har været sponsor for børn i Burkina Faso siden 2006. Det afrikanske kontinent har en særlig betydning for hende: Da hun var barn, boede hun nogle år i Zambia, og hun har gentagne gange rejst rundt i både Zambia og Tanzania.

”Jeg mener, at alle bør støtte op om dem, der har brug for det. Jeg synes faktisk, at det er noget, vi alle har pligt til. I virkeligheden har de fleste danskere råd til ét, to eller tre sponsorbørn,” siger forfatteren, der altid selv har tre sponsorbørn ad gangen.

Hun ved faktisk ikke meget om sponsorbørnene, men det har altid været et bevidst valg, forklarer hun. Da hun blev sponsor for 14 år siden, tog hun et aktivt valg om ikke at skrive breve til dem.

”Det var for personligt for mig med brevskrivningen, og jeg ønskede ikke, at det skulle være personligt. Det var på en eller anden måde forkert, at de skulle takke mig. De penge, jeg støtter med, synes jeg er nogle, de har krav på. Alle har krav på skolegang,” siger hun med henvisning til, at sponsorbidragene hjælper både sponsorbørnene og børnene i lokalområdet med at komme i skole.

Selvom hun ikke selv går op i den personlige kontakt, glæder det hende at læse om andre sponsorer, der rejser ned for at besøge deres sponsorbørn. Hun synes nemlig, det er vigtigt at have en forståelse for de problemer, man som sponsor er med til at afhjælpe:

”Folk herhjemme forstår jo slet ikke, hvad det er for nogle problemer, de mennesker står i hver dag. Bare det at skaffe en hovedpinepille kan være uoverstigeligt. Jeg har rejst rundt i Zambia og ved, hvor utrolig stor en opgave det kan være for en enlig mor at skulle sende sit barn afsted i skole. Hun har måske brug for, at barnet arbejder i stedet,” forklarer Katrine Marie Guldager.

Hun har selv tænkt over, hvordan man som dansker bedst kan hjælpe de allerfattigste i Afrika. Og egentlig var hun først imod tanken om at have sponsorbørn, fordi hun var i tvivl om, hvor meget det egentlig gavnede.

”Grunden til, at der overhovedet eksisterer sponsorbørn, er jo, at Afrika generelt set er et meget fattigt kontinent, hvor de sælger deres råstoffer for en slik. Det bedste vil være, at de får et helt andet grundlag for en god økonomi. Men det næstbedste er at støtte dem og give de fattige områder en chance. Så det var det, jeg valgte,” siger hun.

Af samme grund overvejer hun at læse mere op på sine sponsorbørn og inddrage sine egne børn i sponsoratet. På den måde kan hun opdrage dem til, at man skal hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv.

”Jeg tror, at det kan være uddannende for dem at fortælle dem, at man skal gøre noget for dem, der ikke har det så godt,” lyder det fra hende.