I Deboras familie omskærer man piger: ”Da de forsøgte at tvinge mig, løb jeg væk”

Af Cathrine Nørgaard

I Sierra Leone eksisterer en særlig gruppe af kvinder, der omskærer piger, og traditionen går i arv i familien. Da det blev Deboras tur, sagde hun fra, og i dag kæmper hun med os for at stoppe den skadelige praksis. 

Deboras skæbne var egentlig fastlagt, da hun blev født ind i Bondo-samfundet i det vestafrikanske land, Sierra Leone. Det ældgamle, traditionsrige Bondo er en særlig form for gruppe af kvinder, hvis fornemmeste opgave er at omskære piger.

Mange af kvinderne i Deboras familie er såkaldte Soweis, som er respekterede ledere af gruppen, og derfor blev det også forventet af Debora, at hun en dag skulle omskære piger ligesom sin bedstemor, tante og mange andre af sine kvindelige slægtninge. Og som den eneste pige ud af en søskendeflok på otte, følte hun presset særlig stort.

Som 12-årig forsøgte hendes familie at få hende omskåret, men hun nægtede, ligesom hun også nægtede at føre kniven mod andre piger.

”Der var meget pres på mig. Men inderst inde følte jeg, at omskæring af piger var forkert, så jeg nægtede at blive en del af traditionen. Da de forsøgte at tvinge mig, løb jeg væk,” fortæller den i dag 27-årige Debora.

Langt fra sit hjem endte hun i et sikkert hus drevet af Plan International.

Debora nåede at slippe væk fra sin familie, så hun ikke blev omskåret.

”Jeg var i kontakt med min mor derfra, men hun kunne ikke forstå mit synspunkt og nægtede at tage sig af mig efter det. Så huset blev mit hjem, indtil jeg færdiggjorde skolen,” fortæller hun.

FRA PIGE TIL KVINDE

I den nordlige del af Sierra Leone bliver mere end 96 procent af pigerne tvunget til at blive omskåret. Ritualet betragtes som afgørende i overgangen fra pige til kvinde. Men det er også et vigtigt skridt, hvis man skal være en del af det respekterede Bondo-samfund.

”I skolen blev jeg slemt mobbet, fordi jeg ikke var en del af Bondo-samfundet. De fortalte mig, at jeg var beskidt. Der er mange piger, der skammer sig over at tale om omskæring af piger, fordi folk truer dig, hvis du gør det. Jeg lader ikke folks ord påvirke mig, for hvis jeg lytter til, hvad de siger, kan jeg ikke gøre noget. Selvom jeg er den eneste person i min familie, der ikke er del af Bondo-samfundet, føler jeg mig meget heldig,” fortæller Debora.

Debora er med i Amazonian Initiative Movement (AIM), der er en bevægelse støttet af Plan International mod omskæring af piger. Hendes største drøm er at blive en menneskerettighedsadvokat, så hun kan kæmpe for børn og beskytte piger mod den skadelige praksis.

”Vi har desperat brug for at få afskaffet ritualet. Nogle af dem, der bliver trænet i at omskære, er blot seks eller syv år gamle, fordi deres familie giver traditionen videre til dem. Mange af dem dropper ud af skolen, fordi det at være en del af Bondo-samfundet betragtes som vigtigere end pigers uddannelse,” fortæller hun.

”Medmindre vi kan ændre folks syn på omskæring af piger, vil flere piger blive skadet. Mange ved ikke, hvilke problemer det giver at blive omskåret. Vi kan se, at mange bliver syge, fordi de har mange infektioner. Og på hospitalerne i landsbyerne dør mange kvinder, når de skal føde, fordi de er blevet omskåret.”

Som sponsor sørger du for, at vi kan udbrede kendskabet til omskæring af piger og oplyse lokalsamfundet, pigerne og familierne om konsekvenserne ved at omskære piger. Alt for få kender til de risici, der er forbundet med indgrebet, og information er afgørende, hvis det skal stoppes.

Vi sørger desuden for, at piger i risiko for at blive omskåret har et sikkert sted at søge hen, hvis de har brug for det.

”Jeg vil altid kæmpe for børns rettigheder, og jeg vil fortsætte med det, indtil jeg ser ting ændre sig,” fastslår Debora.

Vil du gøre en forskel for piger, der ligesom Debora risikerer at blive omskåret?