Mere end 700.000 mennesker er blevet tvunget på flugt af terrorgrupper i Mozambique. Vi arbejder i landet for at hjælpe krisens helt store ofre: børnene. Her kan du møde to af dem.

I fire år har terrorgruppen Al-Shabaab hærget i Mozambique. Vold, kidnapninger og mord er blevet hverdag i Cabo Delgado-provinsen og har tvunget mere end 700.000 mennesker fra deres hjem. Næsten halvdelen af dem er børn. Derfor har vi fokus på at hjælpe børnene, der nu bor i midlertidige lejre. Det gør vi bl.a. ved at lave midlertidige skoler, så de kan få undervisning på trods af omstændighederne. Det kan vi gøre takket være en donation på to millioner fra Novo Nordisk Fonden – den kan du læse mere om HER.

Børnene har samtidig brug for psykologhjælp. Mange har mistet deres familie under voldsomme omstændighedre og går en svær fremtid i møde. Her kan du møde to af de piger, som vi støtter gennem vores tilstedeværelse i lejrene. Deres historier giver et voldsomt indblik i en virkelighed, der udspiller sig lige nu.

”Oprørerne kom ind i vores hjem en dag og sagde, at vi skulle vente i stuen. Da hele min familie var samlet i rummet, adskilte de mænd og kvinder og begyndte at slå mændene ihjel. Først skød de min bror og så skød de min far foran mig og min mor. Så fortalte de os, at vi skulle løbe væk med det samme.

Efter oprørerne slog min far ihjel, skar en af oprørerne hans arme og ben af, ligesom man gør ved kyllinger. Før det troede jeg ikke, det var muligt. Jeg tænker på det hver dag, og de fleste nætter har jeg svært ved at falde i søvn.

Min mor og jeg flygtede fra Mocimboa da Praia til Pemba, hvor vi ventede på at komme til Nampula. Mens vi ventede, blev min mor syg, og en uge senere døde hun.

Jeg flygtede sammen med nogle andre til en lejr i Corrane, hvor der er mange andre børn som mig, der har mistet en eller begge forældre.

Jeg går i sjette klasse, men jeg har svært ved at følge med lige nu. Jeg har ingen skoleredskaber eller en uniform. De andre elever vil ikke dele deres skoleredskaber med mig, så jeg kan ikke lave lektier, hvilket giver mig problemer med lærerne. Jeg går heller ikke i skole, når jeg har menstruation, fordi jeg ikke har råd til bind og ikke vil risikere at ydmyge mig selv ved at bløde igennem.”

”Jeg forlod mit hjem i Mocimboa da Praia med mine tre søstre i marts 2020, da oprørerne begyndte at brænde huse og dræbe mennesker i min landsby. Mine forældre havde ikke penge til at betale for vores transport til Pemba via båd, og sømanden fortalte dem, at den eneste måde, han ville tillade mig og mine søstre at komme på båden var, hvis jeg giftede mig med hans søn. Nu er jeg gravid på syvende måned, og jeg har ikke set mine forældre, siden jeg forlod Mocimboa da Praia.

Da vi forlod byen, fortalte mine forældre mig, at de ville undslippe på et senere tidspunkt. Jeg ved, at byen kun er blevet endnu farligere at bo i, så jeg foretrækker at forestille mig, at de på en eller anden måde har formået at slippe væk. Mine søstre bor i en lejr i et andet distrikt. De kunne ikke blive hos mig, fordi jeg skal bo hos min svigermor og passe på min mand og hans familie.

Da jeg ankom til Pemba, vendte jeg tilbage til skolen efter at have modtaget en uniform og et par sko. Jeg modtog også et hygiejnesæt fra Plan International, fordi jeg ikke havde penge til at købe ting som bind selv.

Lige nu er jeg  bange for, at jeg ikke kan blive i skolen. Jeg har ingen penge, og min mand har ikke et job, så det vil blive svært for mig at komme i skole, efter jeg har født barnet. Min svigermor siger, at hun kan finde et job til mig, så jeg kan tage mig af mit barn. Jeg er nødt til at stoppe med at komme i skole for at passe mit barn derhjemme, og når han eller hun bliver ældre, vil jeg vende tilbage til skolen.

Jeg håber, at Plan International bliver ved med at hjælpe, for der er mange ting, jeg ikke har, f.eks. mad til mig og mit barn.”

Vil du også støtte vores arbejde med verdens mest udsatte børn?