Sådan støtter vi børn på flugt i Sudan

Af Selina Nielsen

Behovet for nødhjælp i det konfliktramte Sudan vokser dag for dag.

Sådan støtter PlanBørnefonden børn, unge og familier på flugt:

Siden den 15. april 2023, da blodige kampe i Sudan brød ud, har 1,4 millioner sudanesere været på flugt. Konflikten er et direkte resultat af en magtkamp mellem den sudanske hær og den paramilitære gruppe RSF (Rapid Support Forces). Midt i det konfliktramte Sudan, er tusindvis af børn, unge og voksne flygtet til nabolande som Egypten, Chad og Sydsudan. Det humanitære behov vokser sig større og større dag for dag – allerede inden konflikten eskalerede, havde 15,8 millioner sudanesere brug for akut hjælp.

Mange sudanesere er flygtet til byen Malakal. Her har de allerede taget imod 44.000 flygtninge.

”Under denne krise fordobles det humanitære behov for hver time. De mennesker, der er blevet tvunget til at flygte, har efterladt alt bag sig. De har akut brug for husly, beskyttelse, tæpper, mad, rent vand og lægehjælp,” fortæller Roger Yates, landedirektør for Plan International i Mellemøsten, Øst- og Sydafrika.

Mange sudanesere er flygtet til White Nile State i Sudan. Her uddeler PlanBørnefonden essentielle varer såsom bleer, medicin og menstruationsbind.

Fortsat akut behov for nødhjælp

PlanBørnefonden er til stede i Sudan, hvor vi yder nødhjælp gennem lokale partnere i syv ud af 18 stater i Sudan; North Dafur, North Kordofan, White Nile, Khartoum, Kassala og Gadaref.

Siden Sudan-krisens begyndelse, har vi ydet følgende:

    • Uddelt mad til over 628 husstande

    • Leveret forsyninger til fem sundhedscentre

    • Uddelt mad til familier på flugt i det nordlige Kordofan

    • Forsynet 50 husstande med essentielle varer såsom bleer, medicin og menstruationsbind i White Nile

    • Beskytter børn mod vold i forskellige former, især kønsbaseret vold, og yder psykosocial støtte til børn og deres familier.

Vores fokus er at give børn og deres familier mad, rent vand og andre forsyninger. Med din støtte kan vi give flere børn og familier på flugt beskyttelse, lægehjælp, medicin og et sikkert sted at sove og adgang til mad og rent drikkevand.

Støt Sudans børn og deres familier nu.

Giv et bidrag her

Kilde : UNHCR rapport Sudan Situation Report