Rekordmange børn og unge går nu en lysere fremtid i møde

Af Cathrine Nørgaard

Takket være jeres støtte, har PlanBørnefonden gennem det sidste år hjulpet 1,2 millioner børn og unge med at få en bedre fremtid – det er flere end nogensinde før. Og det er særligt vigtigt i en tid, hvor COVID-19 truer med at rulle årtiers udvikling tilbage.

Over det sidste år har PlanBørnefonden hjulpet 1,2 millioner børn og unge med at få en bedre fremtid. Det er flere end nogensinde før. Det er lykkedes med stor hjælp og velvilje fra både vores sponsorer og donorer – og det er vi meget taknemmelige for.

”Der skal lyde en kæmpe tak til vores donorer og sponsorer. De har vist en kæmpe velvilje og lyst til at bidrage til at hjælpe verdens mest udsatte mennesker – på trods af, at mange selv har været i krise herhjemme. Vi er meget taknemmelige over den store tillid” siger Stine Bosse, som er bestyrelsesformand i PlanBørnefonden.

Vi sikrer adgang til rent vand og oplyser om smitteforebyggelse

En af de piger, som har fået gavn af vores arbejde, er Kenza fra Burkina Faso. Gennem Plan International Burkina Faso er hun blevet undervist i, hvordan hun skal vaske sine hænder for at passe på sig selv og sine omgivelser under COVID-19

”De forholdsregler, vi skal tage, er at lade være med at spytte på jorden og undgå at give hånd. Vi skal holde 1 meters afstand, bruge mundbind og vaske hænder. Vi skal også huske at hoste og nyse ind i vores albuer, siger Kenza, som bør i den østlige region i Burkina Faso.

Udvalgte resultater under COVID-19:

Derudover har PlanBørnefonden med støtte fra Poul Due Jensens Fond sikret adgang til rent vand til 400.000 flygtninge i Etiopien.

Med støtte fra Danida har vi desuden undervist mere end 120.000 unge i storbyer i Kenya, Uganda, Zimbabwe og Etiopien i smitteforebyggende adfærd.

I Vestafrika har vi øget vores tætte samarbejde med sundhedsklinikker og har blandt andet uddannet 1.300 undervisere og lokale partnere i forebyggelse af COVID-19. Omkring 123.000 unge mænd og kvinder deltog i informationsmøder om COVID-19.

Vi uddanner unge i iværksætteri i Vest- og Østafrika

Samtidig med, at nogle af de fattigste lande i verden stadig kæmper med COVID-19, udvikler en af verdens hurtigst voksende flygtningekrise sig lige nu i Sahel-regionen i Vestafrika.

Millioner af mennesker er på flugt fra deres hjem, og klimaforandringerne har betydet, at landet er ramt af sult og hungersnød. For at hjælpe de mange piger og kvinder, som lever i kriseområderne i Sahel, arbejder PlanBørnefonden med at skabe uddannelsesmuligheder og jobs i regionen.

En af de unge kvinder, som har fået hjælp til iværksætteri, er Rihanata fra Burkina Faso.

Med støtte fra Danida har hun lært nye teknikker til at dyrke sit landbrug mere effektivt. På den måde får hun mulighed for at brødføde sig selv og sælge sine afgrøder på det lokale marked og dermed skabe sig en indtægt.

“Vores dæmning tørrede ud, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle få vores afgrøder til at modnes. Men takket være uddannelsen har vi lært at forudse de skiftende vejrforhold, så vi f.eks.i stedet for at forberede vores frøplanter i december, gør det i september og starter med gulerødder eller kartofler. På den måde kan vi høste inden april, hvor dæmningen tørrer op,” forklarer Rihanata.

Rihanata er bare en af de unge kvinder, vi har arbejdet med det sidste år. Med støtte fra Danida har vi i Vestafrika uddannet mere end 6.300 unge mænd og kvinder i iværksætteri. I Øst- og det sydlige Afrika har vi uddannet mere end 2.500 unge i iværksætteri.

Læs mere om vores resultater i PlanBørnefondens årsrapport