Klimakloge frø og nye dyrkningsmetoder: Sådan bekæmper vi sult
Af Cathrine Nørgaard
De familier, der lider mest under klimakrisen, er dem, der bidrager mindst til klimaforandringerne. Takket være støtte fra vores sponsorer og partnere kan vi arbejde over hele verden for at mindske konsekvenserne af klimaforandringerne i samarbejde med dem, der er hårdest ramt. Her er fire eksempler på, hvordan vi arbejder.
Olivia har succes med miljøvenlige dyrkningsmetoder
24-årige Olivia fra Ghana driver sit eget, lille landbrug. Det område, hun bor i, er hårdt ramt af klimaforandringer. Regnen falder sjældent, og når den gør, skaber det ofte oversvømmelser.
Det er vigtigt at vide, hvordan man dyrker landbrug under de omstændigheder. Derfor underviser vi unge som Olivia om klimaforandringer og miljøvenlige landbrugsmetoder.
“Det er vildt at tænke på, at det lille frø, som man putter i jorden, ender med at blive til mad for så mange mennesker. Det hjælper med at mindske underernæring og redde folk fra sult. Det er utroligt,” siger Olivia.
Hun har lært at kompostere, anvende miljøvenlig gødning og ikke mindst at markedsføre sin virksomhed. I dag har hun succes med at sælge agurker, tomater, peberfrugter, kål og chili. Både til lokale og til restauranter i området.
Klimastærke frø giver livsvigtig mad
I Etiopien bor 14-årige Furtu med sin familie. Etiopien er hårdt ramt af langvarig tørke, og det er et problem for familier som Furtus, der er afhængige af landbruget for at overleve. Piger som Furtu bliver tvunget til at gå langt for at finde vand. Det kan få konsekvenser for hendes skolegang, fordi hun er træt eller misser undervisning.
“Det er svært for alle at få mad nok,” siger hun.
Familien har nu modtaget tørkeresistente frø.
“Frøene kan stadig vokse, selvom der ikke falder meget regn,” siger Furtu.
I videoen kan du høre Furtu fortælle om de positive forandringer, frøene har skabt.
Sund kost og bæredygtigt landbrug i Andesbjergene
Det er ikke nemt at vokse op som barn i Ecuadors bjerge. De fleste landsbyer i Andesbjergene er isolerede uden adgang til elektricitet eller gode hygiejne- og sanitetsforhold. Familierne er afhængige af landbrug for at kunne producere kød, uld og mælk, som de bruger selv eller sælger.
7-årige Evelyn Alexandra har fået støtte af os til at blive i skolen. Hendes familie har fået penge til at købe notesbøger, blyanter, en skoletaske og mad til frokosten, så hun har alt det, hun skal bruge for at gå i skole.
Derudover har familien fået viden om sund kost og modtaget planter og frø til deres have. Det giver dem mulighed for at klare sig på lang sigt. Frøene er resistente over for det barske klima i Andesbjergene, og de kan gro uden kemisk gødning. Familien har desuden modtaget kyllinger, så de også har æg og kød. Det betyder, at børn som Evelyn får en sundere opvækst.
Fra tørkeramt landbrug til succesfulde virksomheder
15-årige Maticia bor i et lille lokalsamfund i Indonesien, hvor vandmangel er et stort problem.
Nu har Maticia og flere lokale i landsbyen fået undervisning i, hvordan de kan bruge vandet mere effektivt. På samme tid har unge, primært kvinder, fået viden om, hvordan de kan sælge deres overskydende grøntsager på det lokale marked.
Flere og flere lokale bønder har skabt bæredygtige forretninger, hvor de sælger ud af deres øgede udbytte på markerne.
Mød Maticia og andre lokale bønder i videoen.