Gildas Hounmanou er en travl mand og kan i perioder være svær at få fat på. Når man spørger ham, hvad han har så travlt med, griner han højt, før han svarer:

”Det er altid forskning, jeg bruger tid på. Jeg har altid gang i mange, underlige projekter, der kræver, at jeg rejser meget. Det er både sjovt og udmattende,” siger han.

Gildas brugte sidste sommer i Vietnam, hvor han forskede i sygdomme, som smitter mennesker, der bliver udsat for spildevand på hospitaler. Bagefter rejste han til Benin og Elfenbenskysten, fordi han har fået bevilget penge til et forskningsprojekt med fokus på klimaforandringer og vandbårne sygdomme. Og i oktober rejste han til USA, hvor han skal bo og forske i to år.

Det kan være svært at tro på, at han engang var sponsorbarn. Selvom den 33-årige benineser har boet i Danmark siden 2017, er han sikker på, at det aldrig ville have været muligt, hvis ikke han havde modtaget støtte fra den danske sponsor Johan.

Gildas voksede op i en lille landsby i det sydlige Benin. Fra sit hjem havde han 10 kilometer til skolen, og eftersom hans forældre ikke havde mange penge, var det ikke givet, at han kunne blive i skolen.

”Når dine forældre ikke har råd til at have dig i skole, kan det være afgørende at have en sponsor. Det er det, der holder mange børn i skole i det område, hvor jeg kommer fra. Her tjener de fleste penge på fiskeri. Det kræver meget tid og energi, og det er rart ikke at bekymre sig om at have råd til ens barn skolegang. Man vil bare gerne fokusere på at have råd til mad,” siger Gildas.

Gildas modtog støtte til sin skolegang, indtil han var færdig i gymnasiet.

”Jeg behøvede aldrig bekymre mig for, at mine forældre en dag ikke længere kunne sende mig i skole. Derfor kunne jeg fokusere på skolen og få topkarakter – og det var i sidste ende det, der gjorde, at jeg kunne få et stipendie til at gå på universitetet. Hvis ikke det havde været for sponsorstøtten, havde jeg siddet et helt andet sted i dag,” siger Gildas.

Egentlig var Gildas ikke sponsorbarn. Johan var sponsor for hans fætter, men Gildas, der boede i samme hus, nød godt af Johans og alle de andre sponsorers støtte. Sådan er det desuden i alle de områder, hvor vi har sponsorbørn: Støtten kommer hele området til gode.

Det er ikke på grund af hans danske sponsor, at han i dag bor i Danmark. Det skete ved et tilfælde:

”Jeg søgte om at skrive ph.d. i forskellige lande, og jeg fik nogle afslag og nogle tilbud. Men så kom tilbuddet fra Københavns Universitet gennem Danida Fellowship Center, som jeg ikke kunne afslå. Jeg rejste til Danmark og skrev min ph.d. om, hvordan kolera smitter fra vand til mennesker i nogle af de største søer i Tanzania, Kenya og Uganda,” siger Gildas.

Det var først, da Gildas befandt sig i Danmark, at han kom i tanker om Johan.

”Jeg besøgte ham så sent som i juli sidste år. Vi svømmede sammen på stranden,” siger Gildas.

Egentlig ville Gildas rejse hjem til Benin, da han havde færdiggjort sin ph.d. Men så fik han muligheden for at blive i Danmark og forske. Han forsker både i overforbrug af antibiotika og hvad det har af betydning for bakterier, der med tiden bliver resistente. I et land som Benin er der store problemer med overforbrug af antibiotika, forklarer Gildas.

Og nu har han fået endnu en bevilling til et forsknignsprojekt i Benin – med fokus på forebyggelse af klimakatastrofer i lokalsamfund.

”I Benin sker der flere og flere oversvømmelser. Havvandet kommer tættere og tættere på husene, og dermed også flere former for bakterier. Derfor kigger jeg på, hvordan man kan udvikle advarselssystemer ved stranden, så de lokale kan undgå at blive udsat for disse infektioner, som ellers risikerer at blive hyppigere pga. klimaforandringer. Det samme ser vi faktisk i Danmark, hvor tropiske bakterier udvikler sig i vandet på grund af klimaforandringerne!”

Forskningsprojektet i Benin tager også højde for den forskel, der er mellem mænd og kvinder.

”Hvis et barn bliver sygt på grund af de nye bakterier, vil det ofte være kvinden, der bliver hjemme og passer det. Når disse sygdomme bliver hyppigere på grund af klimaforandringer, går det ud over kvinders mulighed for at tjene penge. Det øger uligheden. Derfor kan et advarselssystem, som udvikles i samarbejde med de lokale, være virkelig effektivt.”

Ligesom PlanBørnefonden altid har fokus på at inddrage de lokale børn, unge og forældre i vores udviklingsprojekter, har Gildas fokus på at gøre sin forsknignsprojekter så lokalt forankrede som muligt.

”Når de lokale selv får mulighed for at komme med idéer og bidrage, bliver løsningen mere bæredygtig,” konkluderer han.

En dag vender Gildas hjem til Benin igen. Det har hele tiden været hans plan. Det er også derfor, at hans forskningsprojekter peger i én retning: Mod udviklingslande og i særdeleshed Benin.