Kanja er sponsor med sine døtre: ”Vi snakker ikke om hende som et sponsorbarn, men som Fifonsi”

Brevskrivning har fået en ny betydning for Kanja og hendes døtre, Ellen og Edith, efter de blev sponsorer for Fifonsi i Benin. De to pigers nysgerrighed efter at vide mere om Fifonsi vokser dag for dag.

Lilla, gule, grønne, blå og røde farver dækker den hvide konvolut side om side i regnbue-plamager. På den grønne farve står PlanBørnefondens adresse, og i det gule felt lidt længere nede kan man se, hvem den rigtige modtager er: Fifonsi i Benin. Svage, blå bogstaver ude i siden af brevet afslører, at kunstnerne bag er Kanja, Ellen og Edith.

Deres nyfundne kærlighed for brevskrivning opstod, da de for få måneder siden besluttede sig for at blive sponsorer og skrive et brev til deres sponsorbarn, Fifonsi. Da svaret kom nogle måneder senere, satte Kanja sig med sine døtre, niårige Ellen og femårige Edith, for sammen at læse og svare på brevet.

”I brevet fra Fifonsi svarede hun på vores spørgsmål og stillede Ellen og Edith nogle spørgsmål. Hvilket igen har givet anledning til, at de nu stiller spørgsmål til hende. Ellen og Edith er jo også glade for, at der er nogen, der spørger til dem. Vi sætter os tit ned og tegner, så selvfølgelig skulle vi også lave vores egen konvolut til Fifonsi og tegne på den. Edith havde virkelig mange tegninger: Hun hev så mange tegninger frem, at vi var nødt til at sortere i det,” fortæller 40-årige Kanja Mølle-Tallingbjerg.

Ellen og Edith fandt deres kreative sider frem, da brevet til Fifonsi skulle skrives.

Fifonsi gør pigerne nysgerrige

Selvom der er langt fra Kanja, Ellen og Ediths hjem på Østerbro i København til Fifonsis i Benin, har det ikke en kæmpe betydning for Ellen og Edith. Tværtimod er de ekstremt nysgerrige på den nye pige i deres liv, hvis alder ligger et sted lige midt imellem de to søstres.

”Det hjælper, at de har et billede af hende og kan se, hvordan hun ser ud. Alle de oplysninger, vi har fået om hende, har vi til at hænge på væggen i stuen. Det er meget konkret, og på en eller anden måde er det også meget vigtigt for dem, ligesom det er vigtigt for dem med deres fætre og kusiner,” siger Kanja.

Kontakten med Fifonsi giver anledning til mange spørgsmål. Er der aldrig koldt i Afrika? Skal Fifonsi gå langt for at komme i skole?

”Fifonsi kan godt lide at gå i skole, så Ellen ville gerne vide, hvad det er, hun godt kan lide ved at gå i skole. Edith går derimod op i, om Fifonsi får nok at spise, og hvad hun spiser, hvor hun bor, og hvor hun sover henne. Hun har brug for, at det er helt konkret: Hvor er hendes tøjskab, har hun legetøj, hvad med en bamse, har hun sådan en? Ellen er ældre og interesserer sig for nogle andre ting – det handler mere om, hvem hun leger med, danser hun, hvad laver hun, når ikke hun går i skole? En af dem spurgte også, hvad de tager på, når de har fest. Og det ved jeg jo ikke, men så spurgte jeg dem, hvad de godt kan lide at have på, når de har fest? Så nævner Edith hårbøjler og halskæder, og så bliver vi enige om, at det nok også er sådan noget, som Fifonsi godt kan lide.”

 

Kanja er sponsor med sine døtre: ”Vi snakker ikke om hende som et sponsorbarn, men som Fifonsi” 3
Ellen, Edith og Kanja er sponsorer for Fifonsi fra Benin. Bag dem kan man lige skimte billedet og diverse informationer om Fifonsi. De hænger fast i familiens hjem: Engang var det på køleskabet, nu er det på væggen i stuen.

 

Nu skal der skrives flere breve

Fifonsis billede på væggen giver anledning til mange samtaler mellem de tre. Men Kanja har ikke brugt meget tid på at fortælle sine døtre, hvad et sponsorbarn er.

”Hun hedder jo Fifonsi. Det er et megalækkert navn, det er let for dem at sige, så vi snakker ikke om hende som et sponsorbarn, vi snakker om hende som Fifonsi, og at Fifonsi lever i Afrika, og at de nogle steder i Afrika ikke har så mange penge. At det er godt, vi kan hjælpe til med det, vi har. Det er ikke altid mig, der starter med at snakke om hende. Det er lige så ofte pigerne, der synes, hun er spændende at tale om,” siger hun og beskriver det som en ”meget dejlig måde at lære på”.

”Samtalerne udvikler sig også. De er der ikke kun, når vi sidder og skriver, de dukker op på alle tidspunkter af døgnet. I fremtiden vil vi blive ved med at skrive breve med hende og hænge billeder op af hende. Helt på samme måde, som vi hænger billeder op af fætre og kusiner. Det handler jo også om, at vi ikke får post på den måde mere, og vi sender ikke noget. Så begynder Edith at gå op i, at når vi skriver til Fifonsi, så skal vi også skrive til fætteren og kusinen. Så dem skriver vi også til nu. Det har vi lært, at der er noget lækkert i. Vi hygger så meget med det,” fortæller Kanja.

For den lille familie har brevskrivningen en kæmpe betydning for dem som sponsorer. For, som Kanja understreger:

”Det betyder meget, at vi må lægge noget kærlighed den vej, så det ikke kun handler om at give et beløb hver måned.”

 

Kanja er sponsor med sine døtre: ”Vi snakker ikke om hende som et sponsorbarn, men som Fifonsi” 1
Kanja, Ellen og Edith vil fortsætte med at skrive til Fifonsi så længe, de er sponsorer for hende. Heldigvis har pigerne mange kreative indspark til brevene. Bemærk papiret på væggen i venstre side af billedet – Fifonsis billede inspirerer til samtaler hver eneste dag for den lille familie.

 

Stop Corona

Støt med en skoleuniform