Børn er altid uskyldige i krig og konflikt

Af PlanBørnefonden

Som reaktion på rapporter om, at flere end 2.000 børn har mistet livet i den igangværende konflikt i Gaza og Israel, opfordrer PlanBørnefonden endnu en gang til en øjeblikkelig stop af kamphandlingerne.

Siden optrapningen af volden den 7. oktober er antallet af dræbte børn i Gaza steget til 2.055, ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium. Det samlede antal døde i Gaza rapporteres i dag at være nået op på 5.800 (pr. 24. oktober), med tusindvis af sårede.

1.400 israelere og udenlandske statsborgere er blevet dræbt ifølge de israelske myndigheder, som den 22. oktober offentliggjorde navnene på 767 af disse mennesker, hvoraf 27 er børn.

Drab eller lemlæstelse af børn kan aldrig retfærdiggøres.  I krig og konflikt er børn altid uskyldige og må ikke være mål. PlanBørnefonden fortsætter med at opfordre alle involverede parter til øjeblikkelig stop af kamphandlinger og kræver, at international humanitær lov overholdes, og at princippet om menneskelighed respekteres.

Børn i Gaza, på Vestbredden og i Israel lider, når de burde leve deres liv fri for vold og frygt. Vi har et globalt kollektivt ansvar for at beskytte denne ret. Fremtidige generationer vil lide som følge af denne vedvarende vold, da de gennemlever krigens traumer; med dybtgående konsekvenser for deres mentale sundhed på lang sigt.

Selv om vi glæder os over nyheden om, at nødhjælpslastbiler er begyndt at nå frem til folk i Gaza, er der brug for meget mere. 1,4 millioner mennesker er internt fordrevne, og omkring halvdelen af disse mennesker er børn. De lever i overfyldte miljøer med begrænset adgang til mad, vand, sanitet og hygiejne.

Indtil videre er det rapporteret, at 54 lastbiler er nået frem til Gaza siden lørdag. FN-embedsmænd har sagt, at der er brug for mindst 100 lastbiler om dagen for at imødekomme de presserende behov.

Op til 200 kvinder føder om dagen i Gaza, og WHO har advaret om, at læger har udført operationer uden bedøvelse eller andre basale kirurgiske forsyninger. Indtil videre er der ikke kommet brændstof ind i Gaza, og hospitalerne har desperat brug for brændstof til deres generatorer, hvor det rapporteres, at 120 babyer er afhængige af kuvøser.

PlanBørnefonden opfordrer indtrængende til øjeblikkelig ophør af kampe og uhindret adgang for nødhjælp og humanitære organisationer. Begge disse krav er kritiske og presserende. Hvis ikke, er der stor risiko for, at endnu flere børn mister livet, selvom børn altid er uskyldige i krig og konflikt.

Et barn på en gynge i Gaza. 19. oktober 2023. Foto: REUTERS/Ibraheem Abu Mustafa