Karen Mukupa og Thomas Buttenschøn er delesponsorer: ”Det giver bare så god mening at støtte andre”

Af Jennifer Tonndorff og Selina Nielsen

Begge har rødder i Zambia, er musikere – og så er de fælles om at være sponsorer for et barn. Hør Karen Mukupa og Thomas Buttenschøn fortælle om at rejse til Zambia og gøre en forskel.

I 2014 begav venneparret Thomas Buttenschøn og Karen Mukupa sig på en rejse til Zambia. I forbindelse med Børnenes U-landskalender skulle de to dansk-zambianske musikere nemlig møde deres fælles sponsorbarn, Venah.

”Vi har begge en mor fra Zambia. Derfor gav det god mening for os at være sammen om et sponsorbarn fra netop Zambia,” fortæller Karen.

Både Karen og Thomas tager jævnligt til Zambia for at besøge familie og venner, men besøget i 2014 var dog lidt anderledes. Formålet med rejsen var at samle materiale til foredrag, der efterfølgende blev afholdt for børn i Danmark som led i U-landskalenderen.

Karen og Thomas med sponsorbarnet Venah i 2014.

Karen og Thomas er stadig sponsorer for Venah i dag.

I alt fik 80 skoler med elever i 0.-4. klasse besøg af duoen, der rejste rundt i hele Danmark med musikalske foredrag, fotos og video, der viste hverdagen og livsvilkårene for børn Zambia.  

”Da vi besøgte Venah fik vi lov til at følge hans dag. Han havde pligter, fra han stod op om morgenen. Han skulle bl.a. hente vand, inden han skulle gå halvanden time for at komme i skole,” fortæller Karen og Thomas.

Dengang de mødte Venah, var han på samme alder, som eleverne, de holdte foredrag for i Danmark. Siden da har de med nysgerrighed fulgt hans opvækst.

”Det er fedt, at vi årligt får billeder og e-mails, så vi lige kan følge med,” siger Karen.

Støtten går ikke kun til Venah

Karen og Thomas har med deres egne øjne set, hvad deres støtte gør. De ved, at livsvilkårene kan være hårde for børn som Venah, og at drømme kan være svære at opnå, hvis man vokser op fattig.

”Danske børn er nogle af de heldigste børn i verden. Deres forældre kan følge dem i skole og give dem madpakke med. Sådan er det ikke for alle børn,” siger Karen.

Med deres månedlige sponsorbidrag støtter Karen og Thomas ikke kun Venah, men også hele lokalsamfundet. Og for Karen og Thomas giver det mening at være delesponsorer for et barn i et af verdens mest udsatte områder. De leger og drømmer om det samme, som danske børn gør – det er bare mulighederne for at føre drømmene ud i livet, der er forskellige.

I videoen kan du høre Karen og Thomas fortælle om deres rejse og om at være delesponsorer.

Karen Mukupa og Thomas Buttenschøn er delesponsorer hos PlanBørnefondenKaren Mukupa og Thomas Buttenschøn er delesponsorer hos PlanBørnefonden

Overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2014 gik til Plan Danmarks skoleprojekt i Zambia.