Sponsoren Lotte har besøgt sit sponsorbarn: Kom med på rejsen til Guatemala
Af Lotte Winther, sponsor hos PlanBørnefonden
28-årige Lotte Winther har været sponsor siden, hun var 22 år. For nyligt besøgte hun sit sponsorbarn i Guatemala. Læs hendes fortælling her:
“Efter, jeg blev voksen, har jeg doneret til forskellige velgørenhedsorganisationer. Det har varieret fra gang til gang, og når økonomien har været stram, har jeg været nødt til at trække mig. Det tror jeg, vi alle kan relatere til.
Da jeg var 22, skete der noget i mit eget liv, som fik mig til at genoverveje mange af mine værdier. Måske var det omkring samme tid, jeg lavede en aftale med mig selv om at bidrage til maksimalt to organisationer ad gangen – og da jeg havde trukket mig fra andre ting, gik jeg af nysgerrighed ind på PlanBørnefondens hjemmeside. Jeg læste, at man kunne melde sig som Plan-sponsor, og hvis man af en eller anden grund var nødt til at stoppe sine bidrag, var det muligt. Det forpligtede ikke som sådan. Jeg tilmeldte mig.
Da jeg modtog oplysningerne om mit sponsorbarn, Rosa, var der alligevel noget i mig, der følte sig forpligtet. Jeg følte pludselig en form for ansvar for Rosa og alt det, hun kunne få gennem mine og mange andres bidrag gennem Plan. Et par gang om året skrev vi sammen – gennem hendes forældre, for hun var jo bare et lille barn. I løbet af årene fik jeg opdateringer fra både forældrene og fra Plan. Rosa var nu begyndt i skole, hun var blevet glad for sport, hun havde fået søskende. I løbet af min tid som sponsor lærte jeg ikke kun hende, men også familien, lidt at kende.
I årenes løb oplevede jeg nogle gange at have et meget stramt budget. Men jeg så det aldrig som en mulighed at stoppe mine donationer til Rosa og hendes samfund. Og et par hundrede kroner om måneden er ikke meget, når man tænker over det. Jeg kender mange, der gladeligt betaler mere for at se film og tv via forskellige streamingkanaler.
Årene er gået, hvor jeg har haft mine tanker alle mulige andre steder. Men i slutningen af 2022 opstod muligheden for endelig at besøge Rosa, da jeg skulle til Guatemala, hvor hun bor. Jeg skrev til Plan et par måneder før min ankomst, at jeg gerne ville møde hende og familien, hvis de var friske på det.
Responsen var fantastisk. Plan var klar med det samme og implementerede en meget detaljeret plan for besøget, så det blev bedst muligt for alle parter. De sørgede for at informere familien, så de også kunne forberede sig. Datoerne og rejsen til og fra landsbyen med Plans eget personale blev besluttet flere måneder før besøget. Jeg tænkte ikke så meget mere over det, før jeg mødtes med kontaktpersonen i Guatemala City.
Plan-medarbejdere var med hele vejen fra Guatemala City og til sponorbarnets landsby.
For at nå til sponsorbarnets hjem, skulle Lotte og Plan-medarbejderne rejse længe. Landskabet var heldigvis smukt.
Jeg blev hentet af kontaktpersonen fra Plan og Plans egen chauffør, hvorefter vi begav os ud på en meget lang og meget snoet køretur mod landsbyen. Undervejs informerede kontaktpersonen mig om besøget, hvad jeg kunne forvente, hvordan jeg kunne bidrage og så videre. Da vi endelig ankom efter 9 timer – den stakkels chauffør må have været træt! – gjorde vi holdt ved Plans kontor, hvor flere medarbejdere bød mig velkommen og introducerede mig til Plans arbejde i Guatemala. Jeg var forbløffet over de mange projekter, vi som sponsorer bidrager til. Indtil da havde jeg kun beskæftiget mig med Rosa og hendes liv. Jeg havde ingen idé om, at mit lille bidrag ville gå så langt som til at bidrage til lokale iværksætterprojekter eller uddannelse i kvinders rettigheder, som er en meget vigtig sag for mig. Det var fantastisk at opleve arbejdet så tæt på.
Efter præsentationen af Plans arbejde tog kontaktpersonen og jeg forbi det lokale supermarked for at fylde en pose med dagligvarer til Rosa’s mor og en fodbold til Rosa. Dagen sluttede stille og roligt på et lille hotel midt i junglen til regnens søde rislen udenfor, og jeg fik et langt hvil, inden jeg endelig skulle møde Rosa.
Om morgenen kørte vi så langt, som bilen tillod. Herefter var der en 20 minutters gåtur gennem skov og over en flod, før vi nåede landsbyen. Manden, der mødte os uden for skolen, viste sig at være Rosa’s far. Jeg havde straks lyst til at give ham et kram, men med respekt for den lokale etikette spurgte jeg kontaktpersonen for at finde ud af, hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg gav faderen hånden, og han viste os vej til skolen, som var smukt dekoreret til mit besøg. Skolen var velbesøgt af børn og unge, nogle mødre og et par mænd. Vi gik ind i klasseværelset, og da der blev talt et lokalt sprog og ikke spansk, tog det mig lidt tid at finde ud af, hvem af børnene der var Rosa. Jeg havde set en masse billeder af hende, men det var noget helt andet at møde hende i virkeligheden. Kontaktpersonen pegede på Rosa, og jeg kiggede smilende på hende. Følelsen kan ikke beskrives, men den var helt sikkert kærlig.
Vi gik alle ud på den lille terrasse, hvor nogle af de unge mennesker havde forberedt den smukkeste lokale dans. Bagefter snakkede vi lidt med familien. Rosa’s far talte spansk, så jeg kunne tale med ham og høre, hvordan det gik for familien og samfundet – især efter pandemien, som de alle var kommet helskindet igennem, og nu havde de arbejde igen. Rosa og hendes mor og søster sad ved siden af mig hele tiden. Rosa gav mig en tegning med et brev, hun havde lavet, og hendes mor havde vævet den smukkeste taske til mig ved hjælp af den lokale væveteknik. Jeg var mildest talt forbløffet over, hvordan hun havde fundet tid til det, men det var så smukt at udveksle kram og gaver. Jeg gav familien en pose med mad, og jeg gav Rosa fodbolden, hvorefter vi inviterede de andre børn ud til en kamp.
Vi spillede i lang tid, og der var så meget grin og god sportsånd – selvom vi skulle passe på ikke at sparke bolden for langt, så den enten røg i floden eller hen til tyren bag den improviserede fodboldbane bag skolen. Efter kampen spillede vi nogle forskellige spil, og efter et par timer sluttede besøget. Vi krammede farvel, og jeg gik langsomt med Plan-medarbejderne tilbage over floden og gennem junglen.
Jeg var så overvældet af indtryk. Jeg har vidst, hvem familien var de sidste seks år, men den dag lærte jeg dem at kende, og de lærte mig at kende. Jeg så Rosa med mine egne øjne og udvidede min horisont enormt. Det her er så meget mere end et månedligt bidrag, og det har selvfølgelig altid været det rigtige at gøre.
Det er umuligt at sætte ord på de følelser, men som så meget andet, der føles rigtigt i livet, er det at være sponsor en af de ting for mig. Det blev virkelig understreget under besøget.
På den meget lange rejse tilbage til Guatemala City begyndte jeg at tænke på mine egne privilegier og mit arbejde med et nyt perspektiv. Jeg er vokset op med viden, der var frit tilgængelig for alle køn, og det har jeg nydt godt af. Men det er ikke givet alle steder i verden, og det vil jeg bidrage til at forbedre. Plan gør en stor indsats for at uddanne piger og unge kvinder om deres rettigheder og muligheder, selv i de tilfælde, hvor skolegang ikke er en mulighed.”
Lotte gav en fodbold til sit sponsorbarn og inviterede til en fodboldkamp.
Lotte med sit sponsorbarn, Rosa, i midten og hendes familie.
