Oksana Awad måtte i beskyttelsesrum, da missiler ramte Kyiv mandag den 8. juli. Selvom angreb er hverdag for mange ukrainere, er det en hel befolknings mentale sundhed, der bekymrer Plan Ukraine-medarbejderen.

Det minder om en underjordisk parkeringsplads. De grå betonvægge og det blege lys, der oplyser rummet. Oksana Awad panorerer mobilen rundt i beskyttelsesrummet for at vise, hvor hun befinder sig, da vi ringer til hende fra København. Luftalarmen har lige lydt; der er missilangreb over byen.

“Det er første gang i lang tid, at vi bliver angrebet,” siger hun.

Missilerne, som russerne affyrer mandag den 8. juli 2024, rammer bl.a. et børnehospital i Kyiv, men også områder i Kryvyy Rih, Dnipro og Pokrivs. Mindst 41 personer er blevet dræbt.

”Angrebene i dag er en højlydt påmindelse om, at krigen stadig er der, at døden altid er lige om hjørnet, og at den ikke har nogen nåde eller udvælgelseskriterier for køn, alder eller præstationer,” siger Oksana Awad, der arbejder som project officer i Plan Ukraine.  

Ligesom de internt fordrevne, som PlanBørnefonden og Plan Ukraine støtter i Ukraine, er Oksana Awad selv blevet tvunget fra sit hjem i Sievierodonetsk, da området blev besat af russerne kort tid efter krigens udbrud i februar 2022. Først flygtede hun til det vestlige Ukraine ved grænsen til Ungarn. Her arbejdede hun for en anden NGO, før hun fik job hos Plan Ukraine og flyttede til Kyiv med sin otteårige søn og forældre. Og hun indrømmer, at det er svært at bo med sine forældre, når man som hun selv er voksen og har sit eget barn. Men hendes forældre, der kun har deres pension at overleve på, har brug for hendes hjælp.

“Man bliver vant til missilerne, når man bor i Kyiv. Det er de forandringer, der sker i ens liv, der er svære at leve med. Mine forældre er stressede. De har mistet deres hjem, som de har boet i i 30 år, og de ved ikke, om de nogensinde kan komme tilbage. De er mit ansvar nu.”

Selvom de sidste år har været svære, har Oksana Awad valgt at fokusere på alt det positive, der er kommet ud af krigen.

“Jeg er blevet bedre til mit arbejde og har set mere af mit land, efter jeg er blevet tvunget fra min hjemby. Jeg har fået mulighed for at hjælpe flere mennesker. Lige da krigen brød ud, var supermarkederne og gaderne helt tomme i Kyiv, men ikke mere. Vi har det, vi skal bruge her,” siger hun.

Som project officer har Oksana Awad kontakt til flere af de lokale, unge-ledede organisationer, som vi samarbejder med for at få nødhjælp ud i områder i Donetsk og Kherson.

“Siden krigen brød ud, har vi samarbejdet med 19 lokale grupper. Der er mange fordele ved, at de bor i området. De ved, hvilke behov der er og kan hjælpe mere målrettet, end hvis udefrakommende skulle uddele nødhjælp.”

De lokale grupper deler bl.a. kontanter ud og hjælper med at få tag over hovedet.

“Penge er en dråbe vand i ørkenen under en krig. Men for de her mennesker, der modtager hjælp, gør det en kæmpe forskel,” siger Oksana Awad, der fortæller, at noget af det vigtigste at uddele til piger på flugt er hygiejnebind.

“Ofte er der større behov for bind end for mad, fordi bind er en importvare, der er steget i pris under krisen. Når vi uddeler bind, hjælper vi dem med at spare penge. Fordi jeg selv er flygtet ved jeg, hvor vigtigt det er.”

Vi er til stede i Ukraine gennem vores samarbejdspartnere og hjælper børn og deres familier på flugt, så de kan bearbejde de voldsomme oplevelser, som konflikten allerede har forårsaget. I samarbejde med lokale partnere uddeler PlanBørnefonden kontanter, mad og pakker med bl.a. hygiejneartikler, ligesom vi giver pyskisk støtte.

“Missiler og eksplosioner er hverdag for mange mennesker, men det største problem lige nu er de store mentale udfordringer, som mange ukrainere har som følge af krigen. De behøver meget støtte,” siger Oksana Awad.

Ifølge hende er det ikke vigtigt at tale om, hvorvidt Ukraine vinder krigen eller ej.

“Vi har allerede tabt så meget tid. Jeg har mistet flere år af mit liv og retten til at bestemme selv. Denne her krig har separeret os fra vores venner, familie og hjem mod vores vilje. Krigen er langt fra ovre, og det må verden omkring os ikke glemme. Vi er taknemmelige for al den støtte, vi kan få.”

Efter dagens angreb reflekterer Oksana Awad over, hvordan det er at være ukrainer i dag.

”Det sværeste, men vigtigste, er at fortsætte med at leve livet, fortsætte med at smile til sit barn, handle ind til aftensmaden og have planer for i morgen. Ukrainerne svømmer mod strømmen i disse dage, men vi er stærke nok til det, fordi vi er sikre på, at situationen vil ændre sig til vores fordel en dag.”