Tatiana kæmper for at få sin datter til at glemme

Af Andreas Malmos

Da bomberne faldt over Mariupol i Ukraine d. 24. februar 2022 gemte Tatiana sig sin lejlighed med sin mand og sin femårige datter Diana. Nu bor de hos familie i det sydlige Moldova i byen Palanca tæt på grænsen til Ukraine. Krigen sidder stadig dybt i familien, ligesom den sidder i mange af de ca. 120.000 ukrainere, der stadig er i Moldova.

”Vi var nødt til at efterlade vores to kæledyr i lejligheden. Vi vidste ikke, hvor vi ville ende, så vi kunne ikke tage dem med,” fortæller Tatiana.

Kort efter flugten modtog familien nyheden om at deres lejlighedskompleks var blevet bombet.

”Diana var meget tilknyttet til vores hjem, og det hele har sat sig så dybt i hende at hun er begyndt at stamme,” siger Tatiana.

Ludobus hjælper Diana

Tatiana og Diana er i dag taget hen på den lokale skole. Her kommer nemlig en særlig bus forbi – en Ludobus. Ludobussen køres af den moldoviske ungeorganisation Amici dei Bambini, der er støttet af PlanBørnefonden. Her er et hold af unge pædagoger og lærere udstyret med rytmiske øvelser, spil og lege til de ukrainske børn. Det hjælper Diana, fortæller Tatiana.

”Diana kunne rigtig godt lide at være med, og det var dejligt at se hende more sig. Vi bor hos min mands forældre her i Moldova, og de har mange katte. Det hjælper også,” fortæller hun.

PlanBørnefondens arbejde med Amici dei Bambini er støttet af danskerne gennem PlanBørnefondens indsamlinger samt donationer fra Tuborg Fondet, Danida, Augustinus Fondet, Søstrene Grene og andre donorer.