Et år efter invasionen af Ukraine: Børn bearbejder sorg gennem leg

Af Patrick Marquardsen

Konflikten i Ukraine har drevet Viktoriia og hendes to børn på flugt, mens resten af deres familie er efterladt i Ukraine. Flugten har nu ført den lille familie til Rumænien, hvor de bor på et krisecenter, som PlanBørnefonden har etableret sammen med en lokal samarbejdspartner, hvor børnene kan få behandlet de traumer, som flugten har medført.    

En kirke i Bukarest i Rumænien er blevet samlingspunktet for ukrainske flygtninge, og her er det især børnenes velbefindende, der er i fokus, efter at de rædsler de har oplevet.

På krisecenteret møder de nemlig lokale, der er uddannede til at støtte børn mærket af flugten og deres oplevelser. På krisecentret er dagene fyldt med aktiviteter og lege, der skal hjælpe børnene med at håndtere de traumer, de har med i bagagen.

Og det har været en stor hjælp for Viktoriias datter, Leva, på 2 år: 

”Min datter stoppede først med at være bange, da vi kom ind på krisecentret. Før det løb hun rundt, skreg og var bange. Hun er så glad for aktiviteterne, og hun er specielt glad for at male. Hun er som en lille Van Gogh, og hun elsker at lege med de andre børn, der bor her.”

Viktoriia har boet i Bukarest siden maj sidste år. Hendes 2-årige datter, Leva, har fundet ro på krisecentret.

Familien ankom til krisecentret i Rumænien efter flere måneder på flugt, og især de første timer af flugten har sat sine spor:

”Vi forlod vores by inden for en halv time efter de første luftalarmer lød. Trafikken var forfærdelig, fordi alle flygtede på én gang. Vi måtte gå de første syv kilometer og hele tiden sige til min yngste, at hun skulle blive ved med at gå, så hun kunne holde varmen. Først da vi krydsede grænsen, begyndte vi at undersøge, hvor vi kunne tage hen,” siger Viktoriia.

Sammen med vores lokale samarbejdspartner ADRA tilbyder vi psykologhjælp til forældre, der ligesom Viktoriia har været under et enormt pres efter at have flygtet fra Ukraine.

Ud over psykologisk støtte uddeler vi også kontante bidrag. Pengene bruger Viktoriia og hendes familie på mad, mens de overskydende penge hjælper dem, der stadig er hjemme i Ukraine:

“Vi har nok mad her på centret, så jeg bruger pengene på frugt til børnene. Babymad er rigtig dyrt i Ukraine, så derfor køber jeg babymad og sender det til Mariupol, hvor vi kommer fra.”

Viktoriia og hendes to børn har endelig fundet et trygt sted at være, og selvom fremtiden ser usikker ud, er Viktoriia overbevist om, at den er lys:

“Vi får fred, og vi kommer hjem igen. Alt bliver godt igen. Det tror jeg på.“

Se mere om, hvordan vi har støttet ukrainske familier på flugt

Viktoriia skriver under på at modtage kontante bidrag, så hun kan købe forskellige fornødenheder til sig selv og sin familie.