Terror, klimakatastrofe og sult: Vi er til stede i verdens kriseramte områder  

Af Patrick Marquardsen, Saredo Hirad og Cathrine Nørgaard

Selvom vi lige nu har meget fokus på den eskalerende krise i Ukraine samt katastrofen i Syrien og Tyrkiet efter jordskælvene, er vi mindst lige så fokuseret på nogle af de kriser, som sjældent skaber store overskrifter i medierne.

Lige nu fylder jordskælvene i Syrien og Tyrkiet samt den eskalerende krise i Ukraine rigtig meget i medierne. Vi er til stede for at støtte børn og familier, der er påvirket af begge kriser. Men vi er også til stede i andre af verdens hårdest ramte områder, hvor klimakrise og væbnede konflikter går ud over millioner af mennesker.

I Burkina Faso har interne uroligheder og klimaforandringer ændret millioner af menneskers liv til det værre. I store dele af Østafrika, herunder lande som Somaliland og Somalia, truer klimakrisen med at ødelægge millioner af børns fremtid. Og i Syrien er landet præget af en mere end 10 år lang krise, som allerede før jordskælvene var kritisk. Herunder kan du læse om vores indsatser i de kriseramte områder.

Til kamp mod sult og tørke i Østafrika

Når 8-årige Nimco ikke er i skole, er hendes vigtigste opgave at hente vand. I hverdagen fylder vand alt for pigen, der styrer en husholdning med 11 søskende, gør rent og laver mad. Hver dag må hun gå i 30 minutter for at hente vand, som hun bærer hjem i store benzindunke.

For 8-årige Nimco fylder vand alt i hverdagen.

Vand er en mangelvare i Somaliland og Somalia efter fem tørre regnsæsoner og en sjette lurende lige om hjørnet. Landet er udfordret af tørke, folk sulter, og børn som Nimco står over for en ekstrem usikker fremtid.  

Klimaforandringer og krisen i Ukraine har stor betydning for den kritiske situation på Afrikas Horn og i Østafrika, hvor op mod 23 millioner mennesker står over for ekstrem fødevareusikkerhed på grund af tørken. Særligt Somalia, Somaliland, Etiopien og dele af Kenya er hårdt ramt. Ligesom vi oplever det i Danmark, stiger priserne, og importen af vigtige fødevarer som f.eks. hvede er stoppet.

Vi samarbejder med lokale partnere for at nå ud til børn og deres familier med livreddende hjælp. Indtil videre har vi sikret vand og vandrensningstabletter til 480 familier i Somalia og Somaliland og uddelt penge til 850 familier, så de kan købe mad og vand og få adgang til vigtige sundhedstjenester samt sikre, at børn bliver i skolen. Det kan få en afgørende betydning for den fremtid, børn som Nimco går i møde.

Hjælp til unge på flugt i Burkina Faso

Burkina Faso står over for en af verdens værste humanitære kriser. Ifølge FN har 4,9 millioner mennesker nu behov for humanitær bistand, og på mindre end fire år er næsten 2 millioner mennesker blevet fordrevet fra deres hjem.

22-årige Roukietou fra Dori i Sahel-regionen er en af de mange unge, som har været nødt til at flygte. Med støtte fra Udenrigsministeriet har vi trænet unge i iværksætteri, og Roukietou har også fået støtte til sin forretningsplan.

”Jeg er meget glad for at have nydt godt af denne støtte, som virkelig har hjulpet mig med at udvikle min forretning. Jeg har nu mulighed for at bygge et skur til mine materialer,” siger hun.

Burkina Faso, der ligger i Sahel-regionen i den vestlige del af Afrika, er på få år blevet overløbet af terrorister og står nu med verdens hurtigst voksende fordrivelseskrise og dertilhørende mangel på mad, bl.a. fordi folk har forladt deres marker i panik, men også på grund af klimakrisen, der ændrer vejrmønstrene i regionen.

Den ustabile situation i landet kræver konstant overvågning og tilpasning. Vi er til stede gennem lokale partnere og er allerede nu nået ud til 47.450 mennesker med støtte – bl.a. ved at sikre børn, unge og deres familier adgang til fødevarer.

I Burkina Faso støtter vi bl.a. kvinder på flugt ved at vise dem, hvordan man kan starte egen grøntsagsproduktion med afgrøder, der kan klare sig i det skiftende klima. Kvinderne gror grøntsager i fællesskab og sælger dem for at tjene penge, der kommer deres familier til gode. Projektet skal bekæmpe sult og den massive fattigdom, som bl.a. truer pigers skolegang og fremtid.

Hele 60 procent af de internt fordrevne i Burkina Faso er under 18 år, og rigtig mange har ikke udsigt til skole eller uddannelse. I fællesskab med lokale kollegaer og samarbejdspartnere har vi etableret midlertidige læringsrum i de områder, hvor skolerne er blevet ødelagt eller beskadiget. I alt har vi fået 16.609 børn og unge tilbage i skole.

Læs mere om Udenrigsministeriets bevilling til vores indsats i Burkina Faso

Vi får syriske flygtninge i arbejde

Før jordskælvet ramte Syrien, var landet allerede i dyb krise. I mere end 10 år har konflikten i landet sendt millioner af mennesker på flugt. Mere end 1,3 millioner er flygtet til nabolandet Jordan, hvor de kæmper med fattigdom og arbejdsløshed: omkring 50 procent unge i Jordan står uden job. Vi arbejder bl.a i Jordan for at forbedre unges muligheder på arbejdsmarkedet og adgang til relevante erhvervsuddannelser. Det sker med støtte fra Udenrigsministeriet. Det anslås, at indsatsen vil nå op imod 48.000 unge syriske flygtninge og andre unge i Jordan, der er påvirket af konflikten i Syrien, Vi vil bl.a. styrke overgangen mellem uddannelse og jobs gennem finansielle tilbud, hvor de unge kan få adgang til lån på særdeles attraktive vilkår, så de kan starte egen virksomhed.

Læs mere om projektet

Du kan også lære mere om vores indsats i Syrien efter jordskælvet