Lisbeth Fosbæk elsker brevhilsner, samtaler om gamle dage – og at glæde andre. Hun har været sponsor i tre årtier, og i dag den 13. marts fylder hun 100 år. Her er portrættet af en kvinde, der ved, hvad det vil sige at leve gennem hårde tider.

Overalt i lejligheden står nipsting, som Lisbeth Fosbæk selv har købt gennem årene, og på væggene i hele lejligheden hænger malerier, broderier og billeder. Nogle er arvestykker eller gaver, men de fleste har hun selv købt. Der er en historie til næsten dem alle. Da hun endnu arbejdede, elskede Lisbeth at benytte sig af sin flekstid, gå tidligt fra kontoret for at se på butikker. Ofte kom hun ud med smukke pynteting eller tøj til sig selv. Men med årene har glæden ved at give til andre oversteget glæden ved at give til sig selv.

Lisbeth Fosbæk mangler ikke noget, og da slet ikke i dag, hvor hun fylder 100 år. Chokolade foretrækker hun at give til andre, og en buket blomster kan hun alligevel ikke selv passe. Hun er nødt til at bruge mindst én hånd som støtte, når hun bevæger sig rundt med sin rollator i lejligheden, der ligger i København. Ellers falder hun. I 65 år har hun boet her, på fjerde sal i en bygning uden elevator.

”Bare fordi man er gammel tror folk, at man ingenting kan. Men man behøver ikke blive åndssvag, når man er 100 år,” slår hun fast i en talestrøm, der fører hende både frem og tilbage i tiden.

Det er mere reglen end undtagelsen, at hendes hjemmehjælpere lige får en chokoladebar som tak for at tørre støv af. Eller at hendes børnebørn får fyldte chokolader som tak for at vaske hendes tøj. Selv PlanBørnefondens medarbejdere har fået Lisbeths gavmildhed at føle. Hun plejede at give chokolade til dem, der oversatte brevene til hendes sponsorbørn for flere år siden. Hun var ikke sjældent i kontakt med PlanBørnefondens medarbejdere, og hun ringer stadig ind engang imellem, hvis hun har spørgsmål til sine sponsorbørn.

Lisbeths gavmildhed strækker sig langt. I dag er hun sponsor for tre børn, to i Togo og en Mali. Hun ved, at den ene snart ryger ud af sponsorprogrammet, fordi han bliver voksen.

”Men så får jeg jo en anden,” siger hun selvfølgeligt. For der kan ikke være nogen tvivl om, at hun skal blive ved med at støtte dem, der har brug for det. Især fordi hun selv har alt det, hun skal bruge.

”Jeg startede som sponsor i Brasilien. For min søns dreng, mit barnebarn, har en mor fra Brasilien. Der støttede jeg mange børn engang, primært drenge. Dem sendte jeg ofte breve til, og jeg fik de sødeste breve tilbage,” fortæller Lisbeth, der blev sponsor for 30 år siden. Hun har også haft sponsorbørn i Guatemala, før hun fik dem i Afrika.

Lisbeth ved selv, hvordan det er at få revet gulvtæppet væk under sig som barn. Siden hun fyldte 15 år har hendes fødselsdag også markeret årsdagen for en af de mest tragiske hændelser i hendes liv. For præcis 85 år siden blev hendes mor indlagt på hospitalet med dårligt hjerte. Dagen efter, den 14. marts, bankede det på døren tidligt om morgenen. Siden den dag var livet aldrig det samme for Lisbeth og hendes ni søskende.

”Min lillesøster åbnede, og så kom vi alle ind i stuen og fik det fortalt. Min mor var død. Så den dag tog vi ikke i skole. Jeg kan huske, at der i min karakterbog stod ’forsømt uden grund’, og jeg kan huske, at min far var lidt ærgerlig. Men han gjorde ikke noget.”

Derefter blev det hendes storesøster, der overtog moderrollen i hjemmet. Faderen giftede sig aldrig igen.

”Min mors død har haft stor betydning for mig. Men vi talte aldrig om det. Vi lå og græd om natten for os selv, men vi talte ikke meget om mor. Vi tog på kirkegården, og i haven plukkede vi altid små farverige blomster til graven,” husker hun om en af de mest skelsættende perioder i hendes liv.

En anden markant periode i hendes liv skete ikke mange år efter, da anden verdenskrig brød ud. Lisbeth er en af de få nulevende danskere, der har oplevet en af Danmarkshistoriens største kriser, og derfor bekymrer det hende også, at hendes sponsorbørn nu skal gennemleve en pandemi. Hun ved, hvordan det er at være ung i usikre tider.

”Det er ikke så godt for dem lige nu, det tror jeg ikke,” siger hun tænksomt.

”Jeg støtter dem med glæde, det gør jeg. Når jeg ser ind i øjnene på børnene, og jeg hører, at de ikke har ordentligt mad… de små børn, der ikke kan komme i skole…”. Hendes stemme knækker over for første og eneste gang, mens hun snakker. Hun dupper øjnene med et stykke køkkenrulle, som hun har fundet frem fra lommen.

”Jeg har arbejdet 48 år i Skattevæsenet. Jeg er tjenestemand, jeg får penge ind af døren, jeg mangler ikke noget,” siger hun.

Engang fulgte hun meget med i sine sponsorbørns liv gennem brevene. Men det har hun ikke på samme måde mulighed for i dag. Hun er blind på det ene øje og regner med, at synet også forsvinder på det andet inden alt for længe. Det gør hende ked af det, men hun vælger at være taknemmelig for, at hun aldrig har haft sygdomme som kræft at kæmpe med. Hun har det godt, også så godt, at hun har dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe alle dem, der ikke har råd til at betale husleje under pandemien.

Hun ved godt, at hun ikke kan hjælpe alle, men det betyder trods alt noget for hende at støtte nogle af verdens mest udsatte børn. Og så er det vigtigt for hende at glæde dem i sit liv, ligegyldigt hvem, de er: Naboer og bekendte, hjemmehjælpere – ja, selv når hun får leveret varer fra apoteket giver hun lidt chokolade med på vejen. Og så har hun sine to børn, en masse børnebørn og oldebørn. Anekdoter om dem dukker op i strømmen af fortællinger, som hun leverer, i takt med at minderne rammer hende. Det ene øjeblik fortæller hun om sin datters nye hus, det næste om dengang, hun mødte sin mand i periferien af anden verdenskrig.

I Lisbeths stuevindue er hjørnet af et tyndt, hvidt gardin holdt oppe med et spænde. Det er hendes barnebarns værk, så hun kunne få lov at følge lidt med, dengang det sneede. Det passer med, at hun kan kigge ud på hustagene fra sin faste plads i lænestolen.

”Jeg kan godt lide, at det sner. Det falder så stille og roligt og lægger sig så fint. Jeg sidder og ser på det fra min stol. Det er så dejlig fredeligt. Og jeg skal altså helst have ro. Nerverne har været lidt dårlige. Jeg har fået nervepiller,” siger Lisbeth og tilføjer, at hendes mand, der døde i 2003, også havde problemer med nerverne som konsekvens af sine oplevelser i Tyskland under krigen. Her opholdt han sig i noget tid i Shellhuset som del af den københavnske modstandsbevægelse. Det blev i krigens slutning overtaget af Gestapo, der forhørte modstandsfolk eller sendte dem til koncentrationslejre. Senere blev Shellhuset bombet.

”Han var der ikke, da bomben faldt. Han blev fanget af tyskerne og kørt til Tyskland. Han gik med aviser før det, tror jeg nok. Han var ikke så gammel, da han blev fanget. Hans bror var også i Tyskland. De var tvillinger. Og de kom hjem med De Hvide Busser til Sverige. Der mødte jeg ham.”

Den unge, 24-årige Lisbeth var allerede ansat i Skattevæsenet dengang.

”Under krigen havde jeg været ved Røde Kors med forbindinger og sådan noget. Så blev vi sendt ud, da freden kom. Jeg boede på Amager, hvor frihedskæmperne blev kørt til med De Hvide Busser. Jeg smurte frokost til dem, tog ud til dem klokken seks, og jeg var på kontoret klokken halv ni. Om aftenen tog jeg fra kontoret til Kastrup, og der lavede jeg varm mad sammen med nogle andre. Der kom han fra Sverige på et tidspunkt. Der skete så meget i den periode,” fortæller Lisbeth.

Efter krigen fik den unge Lisbeth lyst til at se mere af verden.

”I 1946 var jeg i Aurich i Tyskland i den danske brigade i halvandet år. Jeg havde orlov fra kontoret. Min far var revisor sammen med en generalmajor, som hjalp mig med at komme derned. Det var mange gode år. Når vi skulle til frisøren, betalte vi med cigaretter. Det var mange penge værd på sortbørsen,” siger hun og understreger, at hun aldrig selv har røget.

”På brigaden gjorde soldaterne altid rent og satte varer på plads. Vi var der for at ekspedere. De kaldte mig frøken Smil eller Solskin. De var søde og venlige. Jeg kan huske, at jeg blev fotograferet til Billed-Bladet. Det ligger i skuffen derovre et sted. Men jeg rører det ikke mere. Det ligger sammen med vores slægtstavler,” siger hun og peger over i hjørnet mod skrivebordet, hvor der også står adskillige indrammede billeder af familiemedlemmer.

”Jeg kan ikke fordrage at blive fotograferet. Men der et billede af os derhenne, hvor jeg sidder på skødet af min mand hos min søster på Stevns.”

På Nationalmuseets database over modstandsbevægelsen kan man finde frem til informationer om Lisbeths mand, Axel Fosbæk, der i slutningen af krigen sad i Frøslevlejren i Padborg. Men hans oplevelser dér og i Tyskland som en del af modstandsbevægelsen var aldrig en, han talte om. Så Lisbeth ved ikke så meget om det, han gik igennem. Men hun var hos ham, da efterdønningerne af hans oplevelser begyndte at vise sig i hans opførsel.

Hos ham var der dog ikke megen hjælp at hente, når eksempelvis børnene skulle passes.

”Jeg kom altid afsted med børnene om morgenen, men min mand var ikke flink til at hjælpe. Ikke dengang. Han ville ikke gå med barnevogn. Men årene er gået, og alle de dårlige ting tænker man ikke på. Jeg har det godt. Hvis bare jeg dog kunne høre og se.”

Oplevelserne under krigen sad i hendes mand til den dag, han døde. De sidder også stadig sidder i Lisbeth. Hun kan stadig huske, hvordan flyene fløj lavt under krigen, og hvordan hun altid løb i kælderen på hendes arbejdsplads, når hun opdagede dem. Men krigen gav hende trods alt også Axel. I dag eksisterer han som et minde i de billeder af børn, børnebørn og oldebørn, der står og hænger overalt i lejligheden på hylder og vægge, ligesom hans forbogstav stadig står på døren til lejligheden i København.

I dag regner Lisbeth med at få besøg af netop sin familie. Men hun har ikke behov for, at der kommer for mange. For hun har egentlig ikke lyst til at markere, at hun bliver 100 år.

”Jeg bryder mig slet ikke om, at jeg har fødselsdag,” siger hun.

Èn ting er sikkert: Det er ikke givet på forhånd, at Lisbeth Fosbæk bliver den, der får flest gaver i dag. Det er sjældent, at hendes gæster går tomhændede fra lejligheden.

”Jeg bliver jo ikke fattigere. Dem, der hjælper mig, får altid lidt. Det er en glæde at kunne give andre,” siger hun og tilføjer, at hun kun ønsker sig én ting:

”En lille hilsen vil gøre mig glad. Bare et lille stykke på et kort, og så skal man huske at skrive sit navn på. For så sidder personen i mine tanker. Min søns ekskone skriver for eksempel nogle søde kort, som jeg læser ret tit. Det er glæde for mig. Og så ser jeg også på billeder af hende. Så, glæde kan jeg få af et lille kort med et navn på. Så bygger jeg selv videre,” siger fødselaren.