I anledning af FN’s Internationale Pigedag sætter PlanBørnefonden og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen fokus på pigers rettigheder under COVID-19. Det sker den 7. oktober, når H.K.H Kronprinsessen sammen med danske unge på Nærum Gymnasium mødes digitalt med unge kvinder fra Uganda og Etiopien, som lige nu udfordres af mangel på mad, penge og skolegang.

Flere end 110 millioner piger risikerer aldrig at komme tilbage i skole, sulte og blive gift bort de kommende år. Det sætter PlanBørnefonden og H.K.H Kronprinsessen fokus på 7. oktober under overskriften “#GirlsinCrisis – a future after COVID-19”. Her vil unge kvinder fra Uganda og Etiopien fortælle til H.K.H Kronprinsessen og danske unge på Nærum Gymnasium, hvordan den globale pandemi har påvirket de sårbare samfund, hvor de bor. Især nedlukningen har gjort pigernes fremtid usikker og årtiers udvikling kan gå tabt, da millioner af piger risikerer aldrig at komme i skole igen.

Kronprinsessen og de danske elever taler med de unge kvinder gennem Skype, hvor de får mulighed for at stille spørgsmål. Det samme gør udviklingsordførerne Rasmus Nordqvist (SF) og Karen Ellemann (V), som også tager i mod spørgsmål fra gymnasieeleverne om dansk udviklingssamarbejde og prioriteter. DR-vært Mette Frisk er ordstyrer.

Alle er inviteret til at følge arrangementet live på PlanBørnefondens Facebookside.

Kønsdiskriminerende krise

PlanBørnefonden bruger arrangementet til at sætte fokus på de konsekvenser af COVID-19-pandemien, der rammer pigerne hårdest. Når skolerne lukker ned, er det oftest pigerne, der mister muligheden for at deltage i fjernundervisning, fordi de bl.a. bliver sat til at passe hus og familien. Det er deres skolepenge, der ryger først, når familiens indkomst daler. Og det er dem, der bliver udsat for vold, når frustrationerne og presset vokser på familien. Derfor er det afgørende, at alle – både lokalt og globalt – er opmærksomme på de særlige behov, piger har, når krisen sætter ind. Ellers risikerer vi at sætte årtiers fremskridt for pigers rettigheder over styr. Arrangementet på Nærum Gymnasium er en del af en bred oplysningskampagne fra PlanBørnefonden, som kulminerer d. 10. oktober med overrækkelsen af Pigeprisen 2020.

Akkreditering
Pressen inviteres til at dække arrangementet. Bemærk, at der vil være begrænset plads, hvorfor journalister og fotografer skal ansøge om plads senest mandag den 5. oktober kl. 12.00 til:

Signe Holme
Tlf: +45 60 68 30 12
Mail: signe.holme@planbornefonden.dk

Akkrediteret presse vil få besked samme dag