LEGO Fonden: 100 millioner dollars til udsatte børn i Østafrika

Med en bevilling på 100 millioner amerikanske dollars vil LEGO Fonden støtte flygtningebørn gennem leg og læring i flygtningelejre i Uganda og Etiopien

Der bor milioner af børn i flygtningelejre i det østlige Afrika. Mange af dem har boet der i årevis og er i risiko for at vokse op uden ordentlig uddannelse og basale livsfærdigheder. Det skal pengene fra LEGO Fonden være med til rette op på.

”Med donationen fra LEGO kan vi hjælpe hundredtusinder af børn med at overvinde traumatiske oplevelser. Via læring gennem leg kan vi hjælpe dem med at opretholde en så normal barndom som muligt under omstændighederne. Leg og læring er helt basale rettigheder for alle børn,” siger Gwen Wisti, direktør i PlanBørnefonden.

Sammen kan vi mere

Den store samarbejdsaftale med LEGO Fonden kommer kun halvandet år efter, at PlanBørnefonden blev født ud af fusionen mellem BØRNEfonden og Plan Danmark.

”Fusionen mellem Plan Danmark og Børnefonden har betydet, at vi er langt bedre positioneret i forhold til at indgå nye partnerskaber både i Danmark, men også globalt,” siger Gwen Wisti.

Hun er ikke i tvivl om, at PlanBørnefonden er blevet en del af det store projekt på grund af den lange erfaring med at arbejde for børns rettigheder, som de danske sponsorer har gjort mulig.

“Det er takket være vores trofaste sponsorer og deres dedikerede støtte, at vi har opbygget en lang erfaring med at skabe trivsel, sundhed og uddannelse for verdens mest udsatte børn og unge. Vi ved, at vores indsats gør en kæmpe forskel i deres liv, og det er blandt andet derfor, LEGO Fonden gerne vil samarbejde med os,” siger Gwen Wisti.