I Uganda giver leg i børnehaveklassen bedre læring og trivsel

Af Johanne Møller

Børnehaveklassebørn i Uganda lærer nu om tal og bogstaver gennem leg. Det har givet bedre trivsel for både børn og lærere – og et tættere bånd mellem børn, skole og forældre.

I Nawansaso børnecenter i Kamuli i det østlige Uganda er morgenens legecirkel i gang. De 3-5-årige børn står i en cirkel på gårdspladsen og synger, danser og klapper. Børnehaveklasselæreren Nora Basirika synger for og hjælper børnene på vej i legen, inden den står på læring gennem leg med tal og bogstaver i klasselokalet.

Læring gennem leg

Med støtte fra LEGO Fonden arbejder PlanBørnefonden og Plan International Uganda gennem projektet Playful Futures med lærere som Nora på at forny undervisningen af de mindste skolebørn, så den tager udgangspunkt i leg i stedet for udenadslære og tavleundervisning. Nu bruger de klodser, dukker, pinde bogstavkort og historiefortælling i undervisningen. Samtidig har skolerne indrettet klasselokaler med legehjørner og legesager, der inviterer børnene til at bruge deres fantasi.
Resultatet har været slående – både hos børn, lærere og deres forældre.

”Mit job er blevet lettere. Børnene er ivrige efter at lære, og jeg har lettere ved at få deres opmærksomhed. De lærer bedre gennem leg. De interagerer bedre med mig og med hinanden – de leger og deles om tingene. Tit har de slet ikke lyst til at tage hjem, når skoledagen er forbi”, fortæller Nora Basirika. Som lærer arbejder hun tæt sammen med sine kollegaer og forældregrupper om at indføre mere leg i læring – både i skolen og derhjemme.

Playful Futures projektet arbejder i seks distrikter i Uganda for at forbedre adgang til og kvaliteten af skolegang for 60.000 børn i 3-5-års alderen gennem øget fokus på læring gennem leg. Projektet har både fokus på at klæde lærerne bedre på til at bruge leg i deres undervisning og på at introducere mere leg derhjemme, når børnene har fri fra skole. Derfor samarbejder både lærere, skoleledere, lokale ledere og forældre om at introducere mere i børnenes hverdag.

”Når børnene leger, lærer de på en anden måde. Når de sjipper, lærer de samtidig noget om at tælle. Vi fortæller dem og deres forældre om, hvordan de kan gøre det samme derhjemme”, fortæller Nora Basiriki.

Nora Basiriki er lærer i børnehaveklassen på Nawansaso børnecenter

Større tilslutning fra forældre

I Kamuli havde de ligesom i mange andre lokalsamfund i Uganda haft udfordringer med manglende tilslutning fra forældre for at sende deres børn i børnehaveklasse. Opgørelser viste at kun 10 % af de 3-5-årige gik i børnehaveklasse, selvom det er en del af skolepakken i Uganda. Mange forældre oplevede det som spild af tid for børn at gå i børnehaveklasse, og skolerne oplevede store frafald i løbet af skoleåret. Derfor tog det også en ekstra indsats at få forældrene overbevist om værdien i at sende deres børn afsted – og skabe et tættere bånd til skolen.

Teresa og Fred er forældre til Marvin, der går i børnehaveklassen i Nawansaso

”Det er meget anderledes end da vi selv gik i skole, dengang måtte vi ikke tage legesager med i skole. Børnene lærer nye ting, imens de leger og har det sjovt. De fortæller mig om deres dag, og hvad deres lærer har fortalt dem. Vi startede først i skole, da vi var ældre. Nu tager vi dem i skole i en tidligere alder, så de bedre kan forstå hvad det vil sige at gå i skole, og når de kommer hjem, leger de med deres venner – og med os. Vores forhold til skolen har også ændret sig. Vi deltager i flere ting nu. Vi hjælper med at holde skolen ren og samle ting, de kan lege med i klassen”, fortæller Teresa og Fred, som er forældre til Marvin der går i børnehaveklassen i Nawansaso.

Skoledagen er forbi i Nawansaso, og Nora pakker legesagerne sammen og sender børnene hjem, inden en ny dag med læring og leg venter i morgen.