Håndboldspiller Mads Mensah er ny ambassadør for PlanBørnefonden

Af Maja Tvilum

Når herrelandsholdet i håndbold jagter VM-titlen ved dette års turnering i Egypten, så har Mads Mensah allerede en ny vigtig titel med sig i bagagen. Han er nemlig ny ambassadør for PlanBørnefonden.

“Jeg kan ikke komme på mange ting, som giver mere mening end at hjælpe børn til en bedre hverdag,” siger Mads Mensah, som også er sponsor for 8-årige Dickson fra Ghana.

Mads Mensahs sponsorbarn bor sammen med sin mor, far og to søskende. Og lige netop Ghana har en helt særlig plads i den 29-årige håndboldspillers hjerte.

“Min far kommer derfra. Jeg håber, at Dickson måske vil synes, at det er lidt sjovt at have en sponsor, som er halvt ghaneser,” siger Mads Mensah, som er opvokset i Holbæk, men i dag bor med sin kone og to døtre i Tyskland. Her spiller han for topklubben Flensburg-Handewitt.

Han håber på et tidspunkt at rejse tilbage til Ghana og besøge sin familie – og måske Dickson.

“Håndboldkalenderen er ikke så gavmild, hvad rejser angår, men jeg vil helt sikkert gerne til Ghana igen. Så jeg tænkte, at den største mulighed for at besøge et sponsorbarn var, hvis han eller hun boede i netop Ghana,” siger Mads Mensah.

Et kendt ansigt, der gør en forskel

Når man spiller på herrelandsholdet og både har vundet VM- og OL-guld, så bliver man hurtigt et kendt navn for mange danskere. Sit store netværk vil Mads Mensah bruge til at fortælle om den forskel, han og andre sponsorer gør for sponsorbørn i over 50 forskellige lande og måske inspirere andre til at støtte PlanBørnefondens arbejde for børns rettigheder.

Derfor deltog han i PlanBørnefondens julekampagne 2020, hvor han opfordrede sine følgere på Instagram til at blive sponsorer.

“Jeg synes, at hvis man beder andre om noget, så skal man også selv gøre det. Det er mest troværdigt”, siger han.

For et lille beløb hver måned gør Mads Mensah og de mange andre sponsorer en stor forskel for deres sponsorbørn og det lokalområde, hvor sponsorbørnene bor.

Vil du gøre ligesom Mads Mensah? Så bliv sponsor her.