Vold mod og udnyttelse af piger er et massivt globalt problem på trods af, at det er 25 år siden, at verdens ledere lovede at gøre verden til et bedre sted at være piger. Og selvom flere piger end nogensinde går i skole, kan alt for mange af dem ikke læse og skrive, og endnu flere får aldrig lov til at bruge deres uddannelse. Det fortæller en omfattende rapport, som PlanBørnefonden har udgivet i dag sammen med UNICEF. 

Der sidder i dag rekordmange piger på skolebænkene rundt om i verden med spidse blyanter parate til at lære noget. Faktisk er antallet af piger, der ikke går i skole, faldet med 79 millioner de seneste 25 år. Desværre er der ikke meget at fejre, når man kigger bag det tal.

For piger i alderen 15-24 år udgør 56 procent af det samlede globale antal af mennesker, som ikke kan læse og skrive. Og hver fjerde pige mellem 15 og 19 år går hverken i skole, har arbejde eller modtager anden form for jobtræning. Det gælder for hver tiende dreng. Den kæmpe forskel på kønnene er med til at holde ikke bare den enkelte pige, men også hendes lokalsamfund tilbage.

“Det er positivt og et vigtigt skridt mod ligestilling, at et rekordhøjt antal piger nu kommer i skole. Men det er ikke nok. Vi skal sikre os, at de får lov til at gennemføre deres skolegang. Vi skal kæmpe for, at de lærer noget og er bedre rustet til at kunne forsørge sig selv og være med til at skabe udvikling, hvor de bor. Og så skal vi kræve, at ingen piger udsættes for vold eller overgreb, hverken i klasseværelset, i hjemmet eller i deres lokalsamfund,” siger direktør i PlanBørnefonden, Gwen Wisti.

Ny rapport: Hver 10. pige kan ikke læse og skrive
Antallet af piger, der ikke går i skole, er faldet med 79 millioner de seneste 25 år. Desværre er der ikke meget at fejre, når man kigger bag det tal. Foto: PlanBørnefonden

Verden er stadig et farligt sted for piger

Vold mod piger og unge kvinder er stadig almindeligt. Af rapporten fremgår det, at en ud af tyve piger i alderen 15-19 – godt 13 millioner på verdensplan – har været udsat for voldtægt i deres liv. Vold og voldtægt bliver ofte begået, når pigerne er på vej i skole, og gerningsmanden er i mange tilfælde en, som pigerne kender.

I 2016 var 70 procent af alle ofre for menneskesmugling piger eller kvinder. De fleste af dem på grund af prostitution eller anden seksuel udnyttelse.

“Der er sket store fremskridt for pigers rettigheder de seneste 25 år. Men vi er langt fra i mål. Det er stadig farligt at være pige og ung kvinde i rigtig mange lande,” siger Gwen Wisti.

Politikere har et ansvar at leve op til

Rapporten kommer 25 år efter, verdens ledere underskrev Beijing-deklarationen, hvor de blev enige om at gøre en markant indsats for at sikre piger og unge kvinder mod vold, udnyttelse og diskrimination – og ikke mindst sørge for ligestilling på uddannelsesområdet, så piger i samme grad som drengene ville komme i skole og få de nødvendige færdigheder til at opnå økonomisk uafhængighed. De gode hensigter har indtil nu vist sig ikke at være nok til for alvor at skabe rimelige vilkår for verdens piger.

“Det er altafgørende, at verdens lande lever op til den historiske forpligtelse, de indgik i Beijing i 1995. Den her rapport giver et bredt billede af, hvordan verden kan se ud for piger om 25 år, hvis vi ikke handler nu,” siger Plan Internationals danske CEO Anne-Birgitte Albrectsen.

PlanBørnefonden er en del af Plan International, der arbejder i 77 lande for at sikre børns rettigheder med fokus på ligestilling for piger.

Læs hele rapporten her

10 gode grunde til, at vi stadig kæmper for pigers rettigheder

Rapporten ‘A New Era for Girls’ viser, at der på trods af store fremskridt, stadig er meget at kæmpe for, når det kommer til pigers rettigheder. Her kan du læse ti gode grunde til, at vi stadig kæmper for pigernes rettigheder.

  1. 1 ud af 10 piger mellem 15-24 år kan hverken læse eller skrive.
  2. Fem millioner færre piger end drenge kommer i skole.
  3. 12 millioner piger under 18 år bliver giftet bort hvert år.
  4. Selvom børneægteskaber er forbudt ved lov i de fleste lande, sker det stadig i to ud af tre af alle lande.
  5. 13 millioner piger mellem 15-19 år er blevet voldtaget. Under ti procent får hjælp.
  6. Fire ud af ti piger og drenge mellem 15 og 19 år mener, at en mand må slå sin kone.
  7. Flere piger i alderen 10-19 år har HIV end for 25 år siden. I dag har 970.000 piger mellem 10-19 år HIV. I 1995 var tallet 740.000 piger.
  8. Hver fjerde pige mellem 15 og 19 år er hverken i arbejde eller under uddannelse. (Tallet for drenge er 1 ud af 10.)
  9. Omskæring af piger er en krænkelse af menneskerettighederne. Alligevel bliver hver tredje pige omskåret i flere end 30 lande.
  10. Komplikationer i forbindelse med graviditet er den hyppigste dødsårsag blandt piger mellem 15-19 år.