16-årige Katy er flygtet fra Ukraine: ”Der er mange, der vil hjælpe os”

Af Cathrine Nørgaard

Børn og unge er særligt sårbare i konflikter som den, der udspiller sig i Ukraine lige nu. 16-årige Katy er en af de mange unge, der er blevet tvunget fra sit hjem.

På en banegård i Rumænien står 16-årige Katy og venter. Ved siden af hende står en mørk kuffert samt et par stofnet og en blød taske, det eneste, hun har med sig fra Ukraine. Et sted derfra står hendes mor i kø for at købe togbilletter.

“Vi skal med tog i aften til Budapest – vi kender ingen der,” siger Katy, der kommer fra grænsebyen Chernivtsi i Ukraine.

“Min mor var bange. Der var sirener i og omkring byen, og hun syntes, det var bedst at tage afsted. Områderne omkring vores by bliver angrebet lige nu. Mor var bange for, at bomberne ville komme, så vi besluttede at tage afsted.”

De er flygtet sammen med Katys tante og kusiner.

“Vi har rejst i syv timer i tog for at komme hertil. Toget var proppet, men vi var heldige at få pladser, for mange måtte stå op hele vejen. Men de er i det mindste i sikkerhed,” siger hun.

Det er første gang, at Katy har forladt sit hjemland.

“Indtil videre føler jeg mig okay. Rumænien føles ikke meget anderledes end Ukraine. Da vi stod af toget, var der med det samme folk, der ville hjælpe, og støtteorganisationer var klar til at hjælpe os.”

”Det er mærkeligt, at Ukraine indtil nu aldrig var berømt for noget, men nu ved alle, hvem vi er,” siger Katy, da vi møder hende på en banegård i Budapest.

Psykologisk støtte til børn og unge

Siden Rusland begyndte sit angreb på Ukraine 24. februar, er mere end 1,5 millioner mennesker flygtet over grænserne til de europæiske nabolande. De fleste er kvinder, børn og ældre, der er blevet tvunget til at efterlade deres mænd, fædre og sønner.

UNHCR advarer om, at mere end 4 millioner mennesker risikerer at blive tvunget på flugt som følge af konflikten i Ukraine, mens flere millioner forventes at blive internt fordrevne i landet i takt med, at konflikten udvikler sig.

Hvad end man er barn eller voksen, så er den situation, som de mange tusinde flygtninge befinder sig i lige nu, meget alvorlig. Det er traumatisk at blive drevet væk fra den hverdag, man kender og at skulle efterlade sit hjem, familiemedlemmer og venner. Særligt piger og kvinder er i stor risiko for overgreb og seksuelle krænkelser, når konflikten rammer. Mindst 1 ud af 5 kvinder på flugt har oplevet seksuel vold.

Vi ved af erfaring, at det er vigtigt at give psykisk støtte til folk på flugt. Børn har brug for at lege og være børn, og deres familier har brug for at få adgang til kontanter, mad, medicin, bleer og andet. Derfor er vi til stede omkring Ukraine – læs mere om vores indsats og støt her.

”Jeg tror, at alt bliver okay”

Katy er først og fremmest bekymret for sine venner og kæreste, som stadig er i Ukraine.

“Min bedste ven blev i byen, fordi hun har en bror og en far, der ikke må rejse, og de besluttede at blive sammen. Min kæreste er også blevet hjemme. Han og hans far reparerer militærkøretøjer.”

Men heldigvis er hun optimistisk og ved godt mod:

“Jeg vil ikke have, at folk går i panik. Jeg vil ikke have, at folk skal være aggressive over for hinanden. Det er skræmmende, at der er krig i mit land, men jeg tror på, at alt bliver okay. Jeg vil hjem igen. Jeg går i 11. klasse, men min skole har været lukket, siden krigen startede.”

I Ukraine arbejder Katys mor med at lave brudekjoler, og derfor håber hun, at hun kan finde arbejde som syerske. ”Men det bliver svært at sælge kjoler i Budapest, da min mor ikke kan engelsk,” siger Katy.