Forældrekampagne betaler sig: Børn strømmer til skoleåbning i Uganda

Af Andreas Malmos

Efter to års nedlukning kan børn i Kyegegywa i Uganda vende tilbage til skolen. Mange af eleverne er flygtet fra DR Congo, og under pandemien frygtede lærerene, at børnene aldrig ville vende tilbage. Men en effektiv forældrekampagne har sikret, at tilmeldingerne til skolen er steget med over 120 procent.

Det vrimler med børn i skolegården på Bukere-skolen i Kyegegywa, hvor flere end 2.000 børn kan komme i skole efter to års coronanedlukning. Før COVID-19-pandemien i marts 2020 var 1.818 elever indskrevet på Bukere-skolen, men i dag er antallet steget til hele 4.047.

Det kom bag på skoleinspektør Justus Bahati, der havde forventet et stort frafald.

“Jeg er glad for at se børnene og medarbejdere tilbage på skolen. Jeg var bange for, at nogle børn ville blive gift bort, at nogle ville begynde at arbejde og ikke have lyst til at komme tilbage til skolen,” siger han. 

Mange familier i Kyegegywa er flygtet fra DR Congo, mens andre er ugandiske indbyggere. Coronanedlukningen havde store økonomiske konsekvenser for familierne og eksperter frygtede en stigning i børnearbejde og børneægteskaber på grund af familiernes behov for en indtægt her og nu.

Sammen med flygtningeorganisationen International Rescue Committee (IRC), har PlanBørnefonden og lokale partnere lavet en målrettet kampagne for at få forældrene til at få deres børn tilbage i skole. Her fik et team af 280 repræsentanter fra skole- og flygtningekomiteen til opgave at række ud til forældrene.

TIltagene for at få børn tilbage i skole er en del af PlayMatters-projektet, der er støttet af Lego Fonden i samarbejde med PlanBørnefonden i flygtningesamfund i Uganda, Tanzania og Etiopien.

Nogle gik fra hus til hus og talte med forældre og deres børn. Andre deltog i radiotalkshows, hvor de fortalte om vigtigheden af skolegang og uddannelse, og andre kørte på motorcykler i lokalsamfundet med megafoner med budskaber om at vende tilbage til skolen. Børnene fik også udleveret bøger, kuglepenne og blyanter, så forældrene ikke stod med endnu en udgift efter en hård nedlukning.

Lærerne var også på vej ud

Inden skolerne genåbnede, frygtede skolelærer Brian Ahura, at lærerne heller ikke ville vende tilbage.

“Nogle lærere havde mistet interessen for at undervise, fordi de havde andre former for arbejde,” siger han. For at støtte dem i at blive klar til at vende tilbage til undervisningen, oprettede PlayMatters-projektet en støtteuddannelse for 420 lærere fra skolerne i området.  

Skoleinspektør Justus Bahati er glad for den store stigning i tilmeldinger, men det har krævet en vis omstilling, fortæller han.

”I dag har vi en meget stor indskrivning, hvilket kræver, at vi har to skift-hold af lærere og elever. Et om morgenen og et andet om eftermiddagen.”

Tiltaget er en del af PlayMatters-projektet, der er støttet af Lego Fonden i samarbejde med PlanBørnefonden i flygtningesamfund i Uganda, Tanzania og Etiopien.