21-årige Faridah Nalumansi bor i et slumområde i Ugandas hovedstad, Kampala. Hun er aktiv fortaler for piger og unge kvinders rettigheder. Hun har fået denne tekst bragt i Politiken den 12. juli 2020, som forklarer, hvordan hun og andre unge kvinder er hårdt ramt af COVID-19-krisen.
I tre måneder har jeg levet med udgangsforbud og karantæneregler, der gør, at min familie ikke kan tjene penge eller færdes frit. Vi skylder penge til vores udlejer, og vi har ikke penge til at købe mad. Jeg er blevet nødt til at sende min seksårige datter hen til min tante, for jeg kan ikke længere skaffe hende flere måltider om dagen. Det er næsten en måned siden, jeg har set hende. Jeg savner hende meget og er bekymret for, hvordan hun vil reagere på at være væk fra mig i lang tid. Men jeg har ikke noget valg.
Min skole er lukket på ubestemt tid på grund af COVID-19. Kun elever, der har en computer, kan deltage i onlineundervisning. Jeg har hverken en computer eller internet herhjemme. Nu, hvor jeg ikke længere har skoleuniform på, er det, som om mændene kigger på mig på en anden måde. De er klar til at udnytte mig, og jeg har virkelig brug for pengene. Jeg har overvejet at gøre det, som mange andre piger og unge kvinder føler sig nødsaget til at gøre: at være sammen med mænd for penge. Men jeg vil ikke være et dårligt eksempel for mine børn, søskende eller de mennesker, der ser op til mig.
Mange unge kvinder og piger i mit område er blevet gravide under covid-19-krisen. Sex er den sidste udvej, når man mangler mad til sig selv og sine børn. Jeg kender flere, som har fået foretaget ulovlige og farlige aborter. Forleden dag blødte en pige ihjel efter en abort. Jeg håber, at vores samfund snart åbner, så vi kan komme ud og tjene penge på en værdig måde. Men jeg frygter hver dag for, hvordan vi skal komme igennem krisen. Om aftenen 22. juni fik min storesøster veer, og jeg hjalp hende på hospitalet. På vejen blev vi stoppet af en gruppe politimænd. De sagde, at vi ikke måtte færdes udenfor på grund af COVID-19.
Jeg kender flere, som har fået foretaget ulovlige og farlige aborter
Jeg har i flere år været aktivist og er vant til at kæmpe for mine rettigheder, så jeg brugte alle mine argumenter over for politimændene – en fødende kvinde har selvfølgelig ret til lægehjælp. Min søster havde stærke smerter, men betjentene nægtede os at komme forbi, hvis vi ikke betalte 20.0000 ugandiske shillings (35 kroner). Vi endte med at betale. Da vi endelig kom frem til hospitalet, var dørene låst. Selv om vi bankede hårdt på, var der ingen, som åbnede. Hospitalet lukker åbenbart om natten på grund af COVID-19. Vi var heldige at finde nummeret på en læge, der efter længere tid gik med til at komme ind på hospitalet og hjælpe med fødslen, hvis vi overførte transportpenge til ham, hvilket jeg fik arrangeret i al hast.
Fødslen endte godt, og min lille niece har fået navnet Precious Covid. Men min søster og hendes baby får ikke lov at komme hjem, før vi har betalt hospitalsregningen. Vi har ingen penge, så vi må finde nogen, vi kan låne af.
Jeg bor i slummen og deler hus med mine søskende, nevøer, niecer, min far og min søn. Vi deler latriner og en vandpost med cirka 50 andre familier og kæmper hver dag for at skaffe penge til mad. Hvordan skal vi nogensinde skaffe penge til en hospitalsregning?
Alle er tvunget til at være indendørs på grund af COVID-19, og der er nu endnu flere sager, hvor mænd tæver kvinder og børn, og politiet gør ikke noget for at stoppe forbrydelserne. Der er også mange eksempler på, at det er politiet, der slår og sparker folk, hvis de ikke overholder udgangsforbuddet. Det gør mig frustreret, ked af det og opgivende, at unge, inklusive mig selv, begynder at miste håbet om en bedre fremtid. Jeg forsøger at holde hovedet højt og har medvirket i nationalt tv, hvor jeg har fortalt om konsekvenserne af teenagegraviditeter og vold i hjemmet. Vi bliver nødt til at tale højt om problemerne, hvis vi skal løse dem.
Jeg ved, at COVID-19 har ramt hele verden, men virussen har især meget store konsekvenser for alle os, som lever i byernes slumområder – vi er omkring en milliard mennesker på hele kloden. Jeg føler ikke, at myndigheder og folk med penge forstår vores virkelighed. Nedlukningen har stået på længe, selv om Uganda officielt ikke har nogen, der er døde af COVID-19. Det undrer mig. Jeg har hørt, at folk er begyndt at spise rotter, fordi de ikke har penge til mad. Men hvad skal vi spise, når vi ikke har lov at bevæge os uden for vores hjem og tjene penge?