Evelyn er tidligere sponsorbarn: ”Det kræver mod at vokse op som pige i Kenya”

Af Victoria Kafunek

Som sponsorbarn kunne Evelyn blive i skole, og hun lærte om sine rettigheder. Hun er taknemmelig for den store forskel, som hendes danske sponsor var med til at gøre. I dag er 22-årige Evelyn stadig en del af PlanBørnefondens projekter, og hun kæmper for, at piger får samme muligheder som hun selv har fået.

22-årige Evelyn er vokset op i Homa Bay i Kenya. Det er ikke uden udfordringer at bo det sted, når man er pige.

”Det kræver mod at vokse op som pige i Kenya. Mod til at kæmpe for sine rettigheder og sige fra. Ellers bliver du ofte tvunget til at blive tidlig gift eller til at flytte væk for at finde arbejde og skaffe mad til familien, fordi det anses som det bedste for piger i Kenya,” fortæller Evelyn og forklarer, at det stadig er svært for mange piger at sige fra:

”De fleste piger og endda også kvinder, som er udsat for vold og overgreb, tør ikke sige fra. Så det kræver mod, og du er nødt til at blive ved med at kæmpe, før du bliver hørt.”

Med støtte fra sin danske sponsor fik Evelyn mulighed for at gå i skole og lære om sine rettigheder. Her er hun på besøg i Danmark i forbindelse med FN’s Internationale Pigedag 2023.

Derfor føler Evelyn sig heldig, fordi hun som ni-årig fik en dansk sponsor, som støttede hende, til hun fyldte 18 år. Som sponsorbarn lærte om sine rettigheder for første gang:

”Vi lærte, at vi har rettigheder, og at vi gerne må kræve, at de bliver overholdt. Både børn og unge bliver støttet i at fortælle, hvad vi oplever i vores samfund og i vores hjem,” fortæller Evelyn.

Hun fortæller, at det vigtigste ved at være sponsorbarn er, at der er fokus på skolegang:

”Det meste af drengenes, men også pigernes tid i min landsby, bliver nu tilbragt i skolen,” siger Evelyn.

”Det er vigtigt, fordi uddannelse er vejen til succes. Med en uddannelse kan man give tilbage til hele ens landsby og gøre en stor forskel.”

En forandret landsby

Støtten fra Evelyns sponsor gjorde ikke bare en forskel for hende og hendes familie, men har skabt store og vigtige forandringer i hele lokalsamfundet.

”Med støtten fra min sponsor har min landsby lært, at en pige også er en uddannelse værdig, og at hun ikke bare skal giftes bort, men kan støtte familien og gøre en forskel. Nu siger landsbyen fra over for ting som undertrykkelse og teenagegraviditeter,” fortæller Evelyn.

Det er ikke længere et tabu at tale om de udfordringer, som specielt piger møder i lokalsamfundene. Evelyn ser endda, at det bakkes op af de lokale myndigheder og ledere. F.eks. samles landsbyernes høvdinger nu til møder, hvor de drøfter de udfordringer, der eksisterer i lokalsamfundene.

Til sponsorevent i Aarhus fortæller Evelyn om de store forandringer, som støtten fra bl.a. hendes danske sponsor har haft på hendes landsby.

Bange for at stoppe som sponsorbarn

I dag er Evelyn 22 år og derfor ikke længere et sponsorbarn. Faktisk var Evelyn bange for at stoppe som sponsorbarn, fordi hun elskede at mødes med de frivillige, der hjalp med den årlige opdatering og tog billeder af hende. Men det viste sig at være en god oplevelse for Evelyn at stoppe som sponsorbarn – netop fordi hun stadig er inkluderet i PlanBørnefondens aktiviteter.

I dag støtter hun bl.a. unge mødre i sin landsby, så de får mulighed for at skabe en indtægt ved at etablere små køkkenhaver. Projekterne ville ikke være mulige at gennemføre uden sponsorernes støtte til samfundet, og på den måde er de danske sponsorer med til at skabe langsigtede forandringer for ikke kun sponsorbarnet, men også deres familie og de andre unge, der bor i lokalsamfundet.

Evelyn er taknemmelig for, at hun har lært om sine rettigheder og lærte, at hun har ret til at kræve, at de bliver overholdt. Nu vil hun gerne fortælle andre unge piger i Kenya, at de har samme rettigheder:

”Jeg har startet en organisation, der hedder ’Ung Mentor’, som støtter både unge piger og drenge i at få en uddannelse, seksualundervisning og viden om deres rettigheder,” fortæller Evelyn og uddyber, at det er vigtigt at inkludere i kampen for lige muligheder til alle:

”Vi forklarer, at det ikke handler om at overtage drengenes plads, men fortæller dem om de udfordringer, vi står over for som piger i Kenya.”

I fremtiden vil Evelyn gerne udvide sin unge-organisation, så den også kan tilbyde unge piger og kvinder kurser i iværksætteri og forretningsforståelse. Hun drømmer om at gøre unge kvinder økonomisk uafhængige og få dem til at se sig selv som en værdifuld ressource i deres lokalsamfund.

Gør en forskel for børn og unge som Evelyn. Bliv sponsor i dag!