World Water Day 2023: Mangel på rent drikkevand er mere akut end nogensinde

Af Johanne Møller og Victoria Kafunek

Op mod halvdelen af jordens befolkning vurderes at opleve vandmangel i løbet af et år. Det har fatale konsekvenser for verdens befolkning – især børnene. Innovative løsninger kan være en vej ud af vandkrisen.

Lige nu mangler 2,2 milliarder mennesker adgang til rent vand, sanitet og hygiejne. Den nyeste rapport fra FN’s Klimaråd slår fast, at adgang til vand kun bliver mere uforudsigelig med klimaforandringerne og har alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden og sundheden i verdens fattigste lande.

Børn er særligt udsatte, når adgangen til rent vand er knap. På verdensplan mangler 600 millioner børn adgang til rent drikkevand, som kan lede til alvorlige og dødelige sygdomme. FN vurderer, at 1000 børn mister livet hver dag som en direkte følge af ikke at have adgang til rent vand.

Derfor mødes verdens ledere og førende fagfolk lige nu til den største internationale vandkonference i næsten 50 år. Konferencen finder sted i forbindelse med World Water Day 2023 og sætter fokus en accelererende global vandkrise.

En vandkrise, som rammer dem, der i forvejen har mindst.

Soldrevne vandhaner i Togo

Et af de lande, der er udfordret af mangel på adgang til rent vand, er Togo.

Når landsbyerne mangler adgang til drikkevand, går det især ud over børnene, der bliver syge, og kvinderne, der skal gå langt for at hente vand i den nærmeste flod.

”Før skulle vi hente en stor del af vandet i floden, som ligger 12 km fra landsbyen,” fortæller Akouavi, som bor i landsbyen Alati Marche i det centrale Togo. Men det har ændret sig, efter at PlanBørnefonden med støtte fra Poul Due Jensen Fonden har opsat soldrevne vandhaner i landsbyen.

Akouavi er landsbyens vandbestyrer. Hun sørger for, at alle får lige adgang til byens automatiske vandhane, også kaldet Tap-stand, der er placeret midt i byen. Det er også hendes ansvar at tage imod betaling for vandet og sikre, at den er i god stand.

Vandhanen er en del af de 21 soldrevne vandsystemer, der er opstillet i 21 landsbyer i det centrale Togo.

Det har sikret adgang til rent drikkevand til over 74.000 mennesker i området. Og det kan mærkes på sundheden i byer som Alati Marche.

”Det vand, vi hentede i floden, var beskidt, og mange fik ondt i maven og kastede op. Nu har vi færre sygdomme, og vi kan bruge tid på andet end at hente vand,” fortæller Akouavi med henvisning til byens kvinder, der før brugte flere timer hver dag på at hente og koge urent vand.

Det er samarbejdet med lokale ledere som Akouavi, som gør det muligt at arbejde med bæredygtige løsninger på vandkrisen i nogle af verdens mest udsatte lokalsamfund.

Akouavi fra Togo har ikke bare fået adgang til rent vand med støtte fra Poul Due Jensen Fonden – hun har også fået en fast indtjening gennem sit job som vandbestyrer. Det betyder, at hun ikke er afhængig af sine børn for at kunne få råd til mad og medicin.