Juliet fik barn med fremmed mand: ”Da jeg mødte Plan, fik jeg håbet og troen på livet tilbage”
Af Cathrine Nørgaard
25-årige Juliet Walusansa blev gravid og fødte barn, da hun var 17 år. Her fortæller hun om de udfordringer, hun har oplevet gennem sin opvækst som pige i Kampala – og om sit brændende ønske om at sikre sin datters skolegang.
”Min historie handler om, hvor svært det er at vokse op i Kampalas slum som en pige. Jeg voksede op hos min far. Det var ikke nemt.
I mit område er der mange problemer med seksuel chikane. Jeg kunne ikke snakke med min far om det. Jeg følte mig ikke tryg ved at dele ting med ham, fordi han er en mand. I vores kultur er det upassende at dele sådanne informationer med det modsatte køn. Det gjorde det ret vanskeligt for mig at fortælle om de ting, jeg oplevede.
Da jeg begyndte at få menstruation, var det også svært at dele med min far. Da jeg endelig fortalte det til ham, kunne han ikke hjælpe mig med at skaffe bind. Han ville købe det én gang, og så tænkte han, at det måtte være nok. Så jeg blev tvunget til at have sex for at få råd til bind. Det betød, at jeg blev gravid og fik barn. Jeg var 17 år, da jeg fødte min datter.
Det er en udfordring at bo i Kampala som pige og kvinde. Mange mænd ser os som sexobjekter. De tror, at når de kommenterer på vores kroppe, så føler vi os smukke. Men jeg synes, det er forkert. Det er ikke alle, der kan lide at få kommentarer om deres udseende.
Slummen er det værste sted. Der er så mange unge, der ikke har noget at stå op til hver dag. De sidder på bestemte steder og laver ikke andet end at chikanere alle de kvinder, der går forbi.
Da jeg blev gravid, blev jeg diskrimineret – også af min familie. Selv min nærmeste familie, min onkel og hans børn, stoppede med at hilse på mig. Som om jeg fejlede noget, der ville smitte. De begyndte at opføre sig anderledes, så jeg mistede modet og troen på mig selv. Jeg interagerede ikke med nogen.
Min mor ville have mig til at gifte mig med den mand, der gjorde mig gravid. Han behandlede mig dårligt. Jeg var kun sammen med ham i to uger. Jeg forlod ham og måtte finde et job på en bar. Jeg arbejdede og overnattede der. De betalte mig ikke godt, men jeg var nødt til at tjene lidt penge, så jeg kunne spare op og være klar til, når jeg skulle føde mit barn.
Jeg lærte PlanBørnefonden at kende i 2015. De havde et projekt med fokus på at gøre byen mere sikker for piger og unge kvinder. Jeg var gravid på det tidspunkt og ville egentlig ikke være en del af gruppen, men jeg blev opfordret til det, fordi jeg måske ville lære noget af de andre og have godt af at fortælle min egen historie.
Den første aktivitet, jeg deltog i hos Plan, havde fokus på at give piger som mig en stemme. Jeg fik håbet og troen på livet tilbage, og nu hjælper jeg andre piger som mig selv.
Jeg fik mulighed for at interagere med andre unge mødre. Vi delte erfaringer og hjalp hinanden, gav hinanden håb. Sådan fik jeg styr på mig selv og fik lyst til at komme tilbage til skole. Det var svært at få råd, men jeg fik håb og tro på livet, og jeg fik selvtilliden tilbage.
Jeg droppede ud af skolen i de ældste klasser, da jeg blev gravid. Men jeg drømte sådan om at fortsætte i skolen, selv efter, at jeg fødte min datter. Dengang var der ingen, der støttede mig. Og jeg havde et ansvar over for mit barn. Jeg var nødt til at tjene penge for hendes skyld. Hun så op til mig.
Jeg tror, at skolegang er meget, meget vigtig. Hvis du ikke har bøger, et eksamensbevis eller er veluddannet, så er det meget, meget svært for dig at få et job.
Der er ingen gratis uddannelse i Uganda. Vi har skoler, der er støttet af regeringen, men forældre skal stadig betale nogle penge for at få deres børn i skolen. Min datter, der er otte år gammel nu, går i skole, men hun missede nogle skoledage sidste år, fordi jeg ikke havde pengene til at betale. Men hun kom tilbage igen. Hendes præstation er blevet dårligere, fordi hun missede så mange skoledage. Jeg ville elske, hvis hun kunne gå i skole hele tiden. Men det er svært, for jeg har ikke et stabilt job.
Jeg har et deltidsjob som frisør. Men det betyder også, at jeg ikke tjener penge hver dag. Nogle gange har vi kun to kunder på en hel måned. Og så er det svært både at købe mad, vaske tøj, købe sæbe og sende sin datter i skole.
I dag er det blevet sværere at få et job, hvis ikke man har en uddannelse. Derfor drømmer jeg om, at mit barn får lov at gå i skole og i fremtiden kan gå på universitetet.”