Kursus i skrædderi har givet Sima lysten til livet tilbage

Af Merle Romose

Sima var fanget i et voldeligt ægteskab og var meget tæt på at give op. Men hun ville kæmpe for sin datter og et skrædderikursus gennem PlanBørnefonden gav hende håb om at kunne skabe et frit liv for sig selv og sin lille pige.

Gennem mange år levede Sima i et ægteskab, hvor hendes mand jævnligt overfaldt hende både fysisk og psykisk. Hans opførsel drev Sima så langt ud, at hun til sidst forsøgte at begå selvmord, da hun ikke så nogen anden udvej. Det, der reddede hende fra at give op, var hendes femårige datter. Med følelsesladet stemme fortæller Sima:

“Når jeg så ind i min uskyldige datters ansigt, fandt jeg styrken og opmuntrede mig selv til at leve.”

Sima, der kommer fra et traditionelt samfund i Banke-distriktet i Nepal, fortæller, at hendes naboer og familie gav hende skylden for mandens voldelige adfærd. Ifølge dem, var det hende, der var ansvarlig for ikke at kunne opretholde freden i sit ægteskab.

Nepals offerrolle-kultur, som er dybt forankret i samfundet, betød, at Sima ikke havde nogen at vende sig til for at få hjælp. Selv hendes forældre bad hende om at tie stille for at bevare begge familiers værdighed og omdømme i samfundet.

Til sidst ville Sima ikke længere leve i frygt for sin mands voldelige raserianfald, og hun fandt styrken til at lægge sag an, blive skilt og kæmpe for forældremyndigheden over sin datter.

Heldigvis fik Sima tilkendt forældremyndigheden.

“Jeg er lettet over, at jeg fik forældremyndigheden over min datter og ikke skulle efterlade hende hos en far, der var voldelig,” fortæller Sima.

Nu måtte Sima finde en måde at forsørge sig selv og sin datter på. Plan International, som arbejder i Banke med at tilbyde erhvervsuddannelse til unge, der er i fare for at blive udsat for menneskehandel, blev opmærksom på Simas situation.

Økonomisk pres er ofte forbundet med menneskehandel, som er et alvorligt problem i Nepal. Derfor tilbyder Plan International uddannelse til unge i risikogruppen, så de kan opnå efterspurgte jobfærdigheder og kontakt til potentielle arbejdsgivere.

Sima blev indskrevet på et tre måneders kursus for at lære skrædderfærdigheder. Hun var fast besluttet på at få mest muligt ud af muligheden, arbejdede hårdt og lærte hurtigt at bruge en symaskine, klippe og designe, og hvordan man laver tøj til både mænd og kvinder.

Ved afslutningen af træningen fik Sima et opstartssæt med en symaskine og symaterialer. Gennem Plan International blev der oprettet en skrædderbutik i Simas lokalsamfund, hvor hun og andre projektdeltagere nu arbejder med at sy og sælge tøj til folk i deres landsby.

Sima med sin symaskine

“Skrædderikurset har ændret mit liv. Nu kan jeg tilbyde min datter at gå i skole. Jeg forstår vigtigheden af uddannelse, så jeg er fast besluttet på at give min datter en god uddannelse med de penge, jeg tjener på skrædderiet,” slutter Sima stolt.

Med et ekstra bidrag på 300 kr. kan du donere en symaskine til en ung kvinde i Asien, så hun kan forsørge sig selv. 

Donér en symaskine