Sponsorrejse: 74-årige Kirsten rejste til Benin med en mission

Kirsten Petersen fik en nærmest kongelig modtagelse, da hun besøgte sit sponsorbarn Hermine i Benin. Men med sig på rejsen havde hun et alvorligt budskab.

Første gang, at 74-årige Kirsten Petersen fra Kolding så sit 12-årige sponsorbarn Hermine, var da hun trådte ind i skolegården på en skole i det afrikanske land Benin.

Hermine stod ved siden af sin store familie, så de dannede en lang række i skolegården. Med sig til skolen havde Kirsten en fotograf og en tolk fra Plans kontor i Cotonou, Benins hovedstad. Det var for Kirstens skyld, at skolegården denne dag var fyldt op med nysgerrige og energiske børn i alle aldre.

Da Kirsten nærmede sig Hermine, lagde hun mærke til en spand med vand, som Hermine løftede og tømte foran fødderne på Kirsten.

”Oversætteren forklarede mig, at det var deres gestus for at velsigne jorden, jeg træder på. Det i sig selv var en oplevelse,” fortæller Kirsten.

Midt i skolegården var Benins nationale flag, som de hejsede, mens de sang deres nationalsang.

”Alt sammen til ære for mig. Det gjorde stort indtryk på mig at stå midt i skolegården med sponsorfamilien omkring mig og se alle børn stå og synge og vinke til mig. Det var virkelig rørende: Man føler sig jo helt kongelig! Det altså en helt speciel oplevelse,” siger Kirsten.

Da Kirsten Petersen var på sponsorrejse i Benin, fik hun en nærmest kongelig modtagelse af alle eleverne på den skole, som hendes sponsorbarn går på.

Rejsen til Benin var Kirsten Petersens første solorejse nogensinde. Det var også første gang, at hun besøgte et sponsorbarn, selvom den månedlige betaling til et sponsorbarn har været en fast udgift i snart 30 år.

Baggrunden for, at hun tilbage i 1990 valgte at få et sponsorbarn, er en trist historie.

”Min mand og jeg var så uheldige, at vi mistede vores datter på otte et halvt år i en ulykke. Hun blev kørt ned på cykel, og… jeg havde ikke modet til at blive gravid igen på det tidspunkt. Jeg læste om Børnefondens arbejde, og så blev min mand og jeg enige om, at vi ville hjælpe et barn til at komme godt i gang med livet. Det har jeg så gjort siden,” siger Kirsten.

Hendes mand har mest kigget med fra sidelinjen, når der nogle gange om året er kommet breve ind fra de forskellige sponsorbørn, som de har haft gennem tiden. De to første var piger fra Kap Verde, mens de to seneste piger begge har været fra Benin.

”Det giver en vis fred og ro i sjælen, at man kan hjælpe ude i verden, hvor der er et kæmpe behov. Og man må jo undre sig over, hvis man sætter sig ned og tænker: 240 danske kroner… hvad de ikke udretter i Afrika. Det er jo helt fantastisk. Og hvor ofte smider man ikke 200 kr. ud af sin pung?”

 

Et alvorligt budskab

Efter modtagelsen i skolegården fik Kirsten mulighed for at hilse ordentligt på Hermine og hendes familie.

”Så var det ellers knus og kram og småtårer hist og pist op igennem hele rækken med hendes familie. Der er alligevel seks børn i den familie: Hun har fire brødre og så en søster. Og forældrene var der også. Hermine slap ikke min hånd, fra da jeg kom på skolen til jeg skulle derfra igen.”

Kirsten blev sponsor i 1990, efter at hun og hendes mand mistede deres lille datter i en ulykke. I dag er hun sponsor for Hermine (tv.). Også Hermines forældre (på billedet) samt søskende fik lov at møde Kirsten, da hun kom på besøg. De havde mange ting at tale om.

Dernæst havde skolelederen planlagt, at Kirsten skulle besøge de enkelte klassetrin ét ad gangen. Hun hilste på hundredvis af børn den dag.

”Der var mange små håndtryk at give. De havde arrangeret sang fra børnenes side med klappen i hænderne og lidt dans og at de hver især sagde nogle ting til mig. Det var meget rørende. De sang ’Mester Jakob, Mester Jakob, sover du…’ på deres sprog, det var så sødt.”

Efter flere timer på skolen tog Kirsten med Hermine og familien til et mere roligt sted, hvor de kunne sidde over for hinanden og tale sammen.

”Det var virkelig hyggeligt. Moderen havde taget flaskevand med til mig, og der var masser af frugt og nødder, og så sad vi og udvekslede spørgsmål hinanden imellem. De spurgte om, hvordan Danmark var, og hvad jeg havde af familie. Og så spurgte de mig om, hvordan jeg syntes, det var at have et sponsorbarn så langt væk, og at de var meget taknemmelige for den hjælp, jeg nu gav,” forklarer Kirsten, der inden afrejse havde besluttet sig for, at hun ville ud med et vigtigt budskab til familien.

”Jeg pointerede kraftigt over for dem, at deres unge familiemedlemmer skulle blive i deres land. Og sørge for at hjælpe deres land på den måde og ikke begynde at flygte op igennem Afrika til Europa, for der er ingen fremtid dér. Der er så forfærdelig mange, der drukner under deres flugt over Middelhavet, og det er hele familier, der bliver udslettet nogle gange, og jeg kunne se på Hermines ældre brødre, at de sad med store øjne og slugte hvert et ord, jeg fortalte. For de havde åbenbart ikke kendskab til, hvor mange frygtelige ting der sker for de mennesker, der flygter. Den historie vender ikke tilbage til dem.”

Historier om alle de familier, der sparer alt, hvad de kan, sammen for at sende én eller flere familiemedlemmer afsted til Europa, fordi de tror, lykken findes dér, er ganske forfærdelige, synes Kirsten.

”Jeg følte det som en af mine missioner nu, hvor jeg var dernede, at fortælle dem helt ærligt, hvordan situationen er og hvad vi hører og ser her i Danmark og i andre europæiske lande. Det følte jeg virkelig var nødvendigt. Det blev pointeret kraftigt, og det forstod de. Det berørte dem virkelig dybt.”

Efterfølgende ville Kirsten vide mere om deres hverdag.

”Jeg havde indtryk af, at de havde til dagen og vejen, men så heller ikke mere,” fortæller hun.

Her ses Kirsten med Hermine (tv.) og hele Hermines familie. Ifølge Kirsten blev især Hermines brødre ramt af det budskab, hun havde med sig hjemmefra.

Afsked og løfter

”Det var i sig selv en fantastisk oplevelse endelig at få den mulighed at komme afsted. Det giver et forhold til sit sponsorbarn på en helt anden måde. Også fordi du får hendes helt fuldstændige ærlige reaktion, når du står op og ned ad hende. Det går lige i hjertet, det gør det,” indrømmer hun.

Hvis fysikken holder til det, vil Kirsten gerne tage på endnu en sponsorrejse om nogle år. Men indtil nu foregår kontakten med Hermine skriftligt. Kirsten har ikke været sponsor for Hermine længe, så de havde derfor ikke nået at være i kontakt inden mødet. Nu planlægger hun at skrive sit første brev til Hermine i forbindelse med jul og Hermines fødselsdag, der også ligger i december.

Før de tog afsked med hinanden, nåede de at udveksle vigtige løfter med hinanden:

”Det var lidt hårdt at sige farvel igen, der røg nogle tårer fra begge sider af. Jeg sagde til Hermine: Jeg holder fast i dig i fem år endnu. Og jeg svigter dig ikke. Så du må love mig, at du også gør dit bedste, så du også får en god start på dit liv. For det er vejen ud af fattigdom, at du får en god uddannelse, så du også kan komme videre med dit liv og etablere din familie. Hun lovede mig, at hun nok skulle sørge for at hænge godt i med skolen. Hun virkede meget alvorlig omkring det, så jeg tror, vi gav hinanden nogle gode løfter begge to.”

Den tidligere franske koloni Benin er et vestafrikansk land. Plan International har arbejdet for at sikre børns rettigheder i landet siden 1994.

Støt pigerne

Støt med en skoleuniform