Du kender måske Elias Amati Aagesen som Bertram fra Klassen på DR Ultra. Og snart kan du se ham i rollen som skoleeleven Victor, når den femte sæson af Rita har premiere på TV 2 den 1. juni. Men den unge mand drømmer også om at gøre en forskel andre steder end foran kameraerne. Derfor har han været en uge i praktik hos PlanBørnefonden. Her fortæller han om sin uge hos os, og hvorfor han brænder for at arbejde for børns rettigheder.

Jeg har lige været i en uges praktik hos PlanBørnefonden. Men mit første møde med dem var allerede i april i 2019. Jeg skulle til Bangladesh med DR og PlanBørnefonden., hvor vi skulle filme sammen med de fattige børn og prøve at gøre de ting, som de gør i deres hårde hverdag, for at vise, hvor seje de er. Det, vi filmede i Bangladesh, blev brugt på DR Ultra i forbindelse med Ulandskalenderen for 2019. Det var mit første møde med en helt anden verden, som jeg ikke kendte til. Det var en kæmpe oplevelse for mig, og det var først og fremmest grunden til, at jeg fik lyst til at gå i praktik her.

Der var især én episode i Bangladesh, som gjorde stort indtryk på mig. Vi skulle ind på en børnearbejder-fabrik og snakke med Farhad, som er en 11-årig dreng, der allerede havde arbejdet der i tre år. Vi stillede os ind i en lillebitte elevator og kørte op i bygningen. Det første, der mødte vores blik, da dørene åbnede, var en møgbeskidt gang. En af de lokale førte os gennem gangen, og der var rum til højre og venstre med børn, unge, voksne og gamle, der sad og syede alt muligt slags tøj. Luften var indelukket, det var ulideligt varmt, og jeg kunne ikke forestille mig, hvordan de bare kunne sidde der og arbejde hele dagen. Vi nåede frem til Farhads rum, hvor der også sad andre drenge, der var lidt ældre end ham. Han fortalte, at han kun så sine forældre hver 2. eller hver 3. måned, at han gerne ville gå i skole, men var nødt til at arbejde for at forsørge sin familie, at han sov i det samme rum som han arbejdede i, og at han arbejdede alle ugens dage. For 10 timers arbejde om dagen, tjente han 8 kr. om ugen. Jeg tænkte, på at hvis det var mig, ville jeg sikkert ikke engang kunne klare én dag. Den oplevelse rystede mig meget, og på den måde fik jeg motivationen til at ændre et barn som Farhads liv.

I praktik hos PlanBørnefonden

I uge 22 fik jeg lov til at prøve mig selv af i PlanBørnefondens kommunikationsafdeling. Den første dag fik jeg en rundvisning og fik fortalt, hvad alle de forskellige afdelinger laver, og det overraskede mig, hvor meget personale der skulle til for at styre en organisation. Jeg startede med at analysere deres profiler på de sociale medier, hvor jeg skrev om, hvad jeg synes er godt, og hvad de måske kunne gøre bedre. Derefter skulle jeg selv lave nogle videoer, hvor jeg snakkede om PlanBørnefonden og fortalte om mine oplevelser hos dem. Jeg fik også lov til at researche på en ny idé om noget fundraising via e-sport. Allerede efter den første dag syntes jeg selv, at jeg var blevet en del klogere på, hvad for noget arbejde PlanBørnefonden laver. Jeg blev sat godt ind i deres arbejdsmiljø, og jeg var med til at lave de ting, som foregår indenfor kommunikation. Efter kort tid kom jeg med i en podcast (med andre unge) som skal bruges til undervisningsmateriale på skolerne. Der skulle jeg snakke om, hvad ligestilling betyder for mig.

I løbet af ugen lærte jeg også en masse om, hvordan PlanBørnefonden arbejder. De kæmper for ligestilling mellem begge køn og børn og unges rettigheder. Jeg vidste på forhånd, at man for 240 kroner om måneden kan få sig et sponsorbarn. Egentlig troede jeg, at pengene gik til det enkelte barn og familien. Men jeg fandt ud af, at de faktisk går til hele lokalsamfundet. Det smarte er, at der så ikke opstår jalousi mellem sponsorbørnene, og dem, der ikke har en sponsor. På den måde får alle børnene noget ud af det.

Elias lavede under sit praktikophold en video, som du kan se her. 

Elias har været i praktik hos PlanBørnefondenElias har været i praktik hos PlanBørnefonden

Vi har et ansvar

Jeg har altid gerne ville arbejde i en organisation, som kæmper for at gøre en forskel. Jeg elsker også at rejse til lande langt væk og komme på eventyr. Efter praktikken er jeg blevet bekræftet i min drøm om at arbejde for en organisation som PlanBørnefonden og gøre en forskel for andre børn og unge, mens jeg får mulighed for at rejse rundt i de lande, hvor organisationen arbejder. Jeg har planlagt, at jeg enten skal rejse rundt i Afrika eller Asien i mit sabbatår efter gymnasiet. Der vil jeg gerne hjælpe forskellige organisationer med de projekter, de har dernede, for der er altid brug for hjælp. Det er 2020 og store dele af verdens befolkning er fattige, undertrykte og lever bare i det hele taget under langt værre forhold end os i. Vi danskere er så privilegerede, at vi har en pligt til at hjælpe mennesker, som ikke er lige så heldige som os.