Lars Ranthe: ”At blive ambassadør var en no brainer”
Af Emilie Kjelds
Det tog ikke meget betænkningstid for skuespiller Lars Ranthe at sige ja til at blive ambassadør for PlanBørnefonden. Læs her hans tanker om, hvorfor han har valgt at gå ind i arbejdet for verdens mest udsatte børn og unge. Og hvorfor børnene i et af verdens største slumområder, Kibera, i Kenyas hovedstad Nairobi har en særlig plads i hans hjerte.
Det tog mig ikke mange sekunder at blive klar over, at jeg selvfølgelig enormt gerne vil støtte PlanBørnefondens arbejde. En ting er at være med i nogle film, optræde og spille fransk klovn på tv, men hvis jeg faktisk kan bruge mit kendte ansigt til at hjælpe børn rundt om i verden, så vil jeg gerne give al min støtte og hjerte til det. Det er kun en kæmpe glæde. Så beslutningen var det, der hedder en ”no brainer”
Så kan du læse mere om at blive sponsor lige her.
Vil du også støtte de børn, som har allermest brug for det?
Så kan du læse mere om at blive sponsor lige her.
At være i Afrika er en af de stærkeste oplevelser, jeg har haft i mit liv. Vi var dernede for at lave en tv-serie, som hedder ”Sommer” (DR-serie fra 2008 red.), og i den forbindelse fik vi lov til at filme i Kibera (et af verdens største slumkvarterer, som ligger i Kenyas hovedstad, Nairobi red.). Det var en så ekstrem stærk oplevelse af noget virkelig intenst. Det føltes som om livet blev levet her og nu. Man kan godt nogle gange synes, at vi her i Vesten tænker lidt for meget på fremtiden, og på når vi bliver 80. Og det virkede bare ikke som om, at i morgen eksisterede dernede. Det er på godt og ondt.
Det er et underligt tveægget sværd. På den ene side ved man, at de ikke har alle de ting, som vi har heroppe. De har ikke den tryghed, som de selvfølgelig skal have, og det er jo derfor vi skal arbejde for at give dem en skolegang og en tryg barndom og sådan noget. Det er enormt vigtigt. Men det virkede også som nogle utrolig livsduelige og positive og glade børn.
Den oplevelse, jeg tog med hjem, har jeg båret i hjertet siden. Det nærvær og den intensitet jeg oplevede der, var en skelsættende oplevelse i mit liv. Og Afrika, Kibera og Kenya har en stor plads i mit hjerte. Så det er selvfølgelig nogle unger, som jeg har lyst til at støtte. Hvis jeg på nogen som helst måde, kan række en hånd ud og hjælpe til, at de får en tilværelse, hvor de ikke skal giftes væk som 12-årige eller udsættes for overgreb, men i stedet kan få en tryg barndom og leve et ubekymret barneliv med alt, hvad der hører dertil. Hvis de kan få en uddannelse og måske være med til at bringe det sted, de kommer fra i en bedre retning, så er det bare om at komme i gang.
Vil du gøre som Lars og støtte de børn, som har allermest brug for det?