Vi kæmper mod børneægteskaber
Hvert tredje sekund bliver en pige under 18 år gift bort. Det er 23 piger hvert minut og 12 millioner piger hvert år. På grund af COVID-19 vil det tal med al sandsynlighed stige de kommende år.
Når du støtter PlanBørnefonden, er du med i kampen mod børneægteskaber.
Fakta om børneægteskaber
- 12 millioner piger under 18 år bliver giftet bort hvert år
- På verdensplan er 650 millioner nulevende kvinder blevet gift, før de var 18 år
- Komplikationer under graviditet og fødsel er globalt set den største dødsårsag for 15-19-årige piger
- Fem procent af kvinder på verdensplan i alderen 20 til 24 år blevet gift, før de fyldte 15 år.
Børneægteskaber er et fattigdomsproblem
Der er mange årsager til, at børn stadig bliver giftet bort mange steder i verden. Fattigdom og ulighed er nogle af forklaringerne, og derfor taler vi heller ikke om barnebrude, men om børneægteskaber. For det handler ikke om den enkelte brud, men derimod om strukturelle problemer med fattigdom og ulighed.
En af de største årsager til børneægteskaber er fattigdom, som presser familier til at træffe desperate valg. Når familier har begrænsede indtægter og mangel på mad, bliver de pressede til at gifte deres døtre væk, så de har færre munde at mætte. Nogle steder har familier et ekstra incitament, fordi de får medgift for at gifte deres døtre bort.
Der er også en tendens til, at antallet af børneægteskaber stiger i humanitære kriser og konflikter, hvor mange familiers økonomiske muligheder er endnu mere begrænsede.
Vil du vide mere om børneægteskaber i humanitære kriser?
Læs rapport fra PlanBørnefonden og Red Barnet
Et af de vigtigste redskaber i kampen mod børneægteskaber er uddannelse. Det er ikke kun godt for pigen, at hun kan gå i skole og få en uddannelse i stedet for at blive gift bort. Det er også godt for samfundet og fremtidige generationer.
For hvert ekstra år en pige går i skole, stiger hendes livsindkomst med 12 procent, og det kan øge udviklingslandenes BNP med 10 procent, hvis alle piger gennemfører en grunduddannelse. Et barn, som er født af en mor, der kan læse, har desuden 50 procent større sandsynlighed for overleve og blive mere end 5 år.
Læs mere om vores arbejde for at få børn i skole
Unge i front mod børneægteskaber
”Hvis vi bliver gift, kan vi ikke længere gå i skole. Vi mister vores fremtid,” fortæller Premkela fra Nepal, hvor hver tredje pige bliver gift bort.
Premkala er en af de mange unge, vi arbejder med for at stoppe børneægteskaber. Hun er medlem af en af vores ungegrupper. Her lærer de unge at kæmpe mod børneægteskaber gennem aktivisme. Vi oplyser dem om deres rettigheder og lovgivningen på området, og de lærer, hvordan de formidler den viden videre til andre unge.
I den del af Nepal, hvor Premkala bor, er børneægteskaber ofte forbundet med religion og traditioner. Mange kender desuden ikke til lovgivningen, og derfor tager ungegrupperne rundt og informerer lokalsamfundet om, at det er ulovligt at gifte børn bort.
Mød Premkala i videoen.
Her sker de fleste børneægteskaber
- 76 procent af de 20-24 årige piger i Niger blev gift, før de fyldte 18 år
- 68 procent af de 20-24 årige piger i Den Centralafrikanske Republik blev gift, før de fyldte 18 år
- 67 procent af de 20-24 årige piger i Chad blev gift, før de fyldte 18 år
- 59 procent af de 20-24 årige piger i Bangladesh blev gift, før de fyldte 18 år
- 54 procent af de 20-24 årige piger i Mali blev gift, før de fyldte 18 år
- 53 procent af de 20-24 årige piger i Mozambique blev gift, før de fyldte 18 år
Vi arbejder i lande som Niger for at stoppe børneægteskaber. Det gør vi bl.a. ved at give piger og unge kvinder som 17-årige Chérifatou mulighed for at tjene egne penge. Det sker gennem workshops, hvor de får mulighed for at lære nye færdigheder inden for f.eks. skrædderfaget og desuden får undervisning i iværksætteri.
Vi påvirker lovgivninger
Lande som Den Dominikanske Republik, Mozambique, Sydsudan og Filippinerne har forbudt børneægteskaber ved lov inden for de seneste år. Det er bl.a. sket, fordi organisationer som Plan International længe har presset på for at få det til at ske.
Et forbud mod børneægteskaber er et skridt i den rigtige retning for at nå Verdensmål 5 – Ligestilling mellem kønnene.
Desværre betyder forbud alene ikke, at børneægteskaberne hører op. I mange fattige lande er de offentlige systemer og myndigheder så svage, at håndhævelse af et forbud ikke sker i praksis. Et forbud er også ineffektivt, hvis ikke de bagvedliggende årsager til børneægteskaber håndteres.
Vi ved af erfaring, at det er muligt at forhindre børneægteskaber. Vi kan bl.a. se det på andelen af børneægteskaber, der er faldet siden 1994 i de lande, hvor det er normal praksis. Men der er stadig lang vej, før børneægteskaber er helt udryddet. Heldigvis ved vi, hvor vi skal sætte ind og gøre en indsats.
Vil du være med til at stoppe børneægteskaber?
Som sponsor støtter du vores kamp mod, at børn bliver giftet bort