Interview: Hver en krone tæller i kampen mod sult

Af Cathrine Nørgaard

Lige nu kæmper 811 millioner mennesker over hele verden med at blive mætte i den værste sultkatastrofe i årtier. Men hvad har forårsaget krisen, og hvad gør PlanBørnefonden for at hjælpe dem, der sulter? Få svarene her.

Interview med Iben Rasmine Østergaard Marcussen, Senior Programme Manager hos PlanBørnefonden. Iben arbejder med sundhed og ernæring, primært for børn og kvinder.

Hvad er det for en sultkrise, vi ser lige nu over hele verden?

”Vi er i en global sultkatastrofe lige nu. 120 lande er berørt eller kan blive berørt. Der er 811 millioner mennesker i verden, som går sultne i seng. Det er hver niende menneske i verden, der lige nu ikke har nok at spise. Vi ser en perfekt kombination af konflikter, COVID-19, klimakriser og kostpriser på fødevarer, som bare stiger. Det gør, at det er svært for folk at få mad nok.

De behov, der er lige nu, er så kæmpestore, at der slet ikke er midler eller ressourcer nok til rådighed til at hjælpe. Vi er i en situation, hvor vi tager fra dem, der er sultne, til dem, der er sultende, dvs. dem, der nærmest er ved at dø af sult. Og det er jo bare en helt umenneskelig situation.”

Støt indsatsen mod sult

Når du støtter vores arbejde, kan vi bekæmpe sult over hele verden ved at uddele kontanter, så familier, herunder sponsorfamilier, kan købe mad. Vi uddeler også mad til dem, der mangler det mest, herunder også til børn i skolerne. Vi undersøger og behandler desuden børn for under- og fejlernæring.

MobilePay valgfrit beløb til 496632

Overfør valgfrit beløb via din bank til kontonummer: 2191-9034535520

Find flere støttemuligheder her

Hvilke konsekvenser vil sultkrisen få for de mennesker, PlanBørnefonden arbejder med?

”Når vi ser sådanne sultkatastrofer, så følger der altid kæmpestore konsekvenser med. Både for individet, for en familie og for samfundet.

Fattigdommen stiger, når priserne på mad stiger. Mange oplever, at deres kvæg dør, fordi dyrene  ikke kan finde mad. Så står man som familie ret prisgivet. Det er nogle helt frygteligt valg, man som forældre må tage i sådan en situation.

Hvorfor sulter hvert niende menneske i verden?Hvorfor sulter hvert niende menneske i verden?

Mange står i en desperat situation. Hvis man ikke kan brødføde sin familie, så må børnene hjælpe med at få fat i noget mad. Vi ser derfor ofte, at børnene bliver taget ud af skolen. Selv hvis de bliver i skolen, så er udbyttet af undervisningen meget lavere, fordi hjernen slet ikke fungerer, hvis ikke man får noget mad. Det kender vi jo allesammen.

Vi ser også ofte antallet af børneægteskaber stige, fordi et desperat valg vil være at gifte sin datter bort, så der er en mund mindre, man skal mætte.

Når børns uddannelse bliver afbrudt, øger det risikoen for, at de ikke kommer tilbage i skolen igen. Men en uddannelse er vigtig for at kunne leve et bedre liv end det, de har lige nu.”

Hvilke sundhedsmæssige risici er der forbundet med at mangle mad og være sulten i længere tid?

”Kroppen begynder at lukke ned, den går i et overlevelsesmode, og den stopper med nogle funktioner, som ikke er vitale. Den stopper med at vokse, for man kan godt overleve uden at vokse, så vi ser rigtig mange børn, som ikke opnår sin fulde højde. De er også undervægtige, og når man er undervægtig i længere tid og kroppen ikke får mad nok, så begynder ens immunforsvar at blive svækket. Man bliver derfor mere udsat for sygdomme, og man har dårlige odds for at komme sig igen.

Når kvinder sulter har det også store konsekvenser, især hvis de er i den reproduktive alder, er gravide eller ammer. Det siger sig selv, at hvis ikke de får mad nok, så går det selvfølgelig også ud over deres barn. Vi kan se, at hvis kvinder har været undernerærede under graviditeten, så er risikoen for, at fødslen bliver kompliceret, eller at barnet fødes med komplikationer, større. Der er også risiko for at blive overvægtig senere i livet, hvis man har været undervægtig som barn. Så det sætter bare livsvarige spor, at man har været udsat for sult som lille.”

Sultkrisen er bl.a. blevet forværret efter Ukrainekrisen. Hvordan kan det være?

”Ukraine har en direkte effekt på den globale sultkrise, fordi Ukraine er en global fødevareeksportør. Så hvis situation i Ukraine fortsætter som nu, så kan vi over de næste seks måneder forvente, at op mod 47 millioner mennesker vil opleve akut hungersnød.”

Danskerne kan støtte PlanBørnefondens indsats mod sult. Hvad gør I konkret for at hjælpe?

”En af de hurtigste måder at hjælpe på, er at uddele penge, så familierne kan købe mad og medicin, og hvad de ellers har brug for. På den lidt længere bane arbejder vi rigtig meget med tørkeresistense afgrøder, som giver mulighed for at dyrke jorden på en ny måde og gøre dem stærkere over for uregelmæssige vejrforhold. Vi uddeler også mad i skoler for at give børnene og familierne et incitament til at holde børnene i skolen og færdiggøre deres uddannelse. Der er også eksempler på, at børnene slæber deres små søskende med i skole, for så kan de også få lidt mad der. Så på den måde kan man sige, at skolemad er en direkte hjælp, og vi ved, at den lander lige der, hvor den skal.

Vi arbejder meget med kvinder, gravide og ammende, så de får, hvad de har brug for, så de kan sørge for deres børn. Derudover styrker vi de lokale samfund, så de er forberedt, når den næste sultkrise rammer, for det ved vi, at den kommer til at gøre. Så står samfundet bare en lille smule stærkere, end de gør nu, så de har et bedre udgangspunkt for at klare sig.”

Hvert niende menneske i verden sulter lige nu. En af dem er 12-årige Nasra fra Kenya, der går 48 kilometer hver dag efter vand.

Hvorfor skal vi hjælpe andre steder, når vi selv oplever voldsomt stigende priser lige nu?

”Herhjemme har vi jo inflation, det er noget, vi allesammen taler om, og vi kan allesammen mærke, at det lægger en ekstra byrde på vores dagligdag. Prøv at forestil jer, hvordan det er at bo i et land, hvor priserne også stiger, og endda endnu mere, end de gør herhjemme. I de her lande, f.eks. i Kenya, er der regeringer, som ikke bare kan udrulle hjælpepakker til at hjælpe borgerne. ”

Nytter PlanBørnefonden indsats overhovedet noget i det store billede, når der er så mange, der sulter lige nu?

”Ja! Vi ser, at der er kæmpe, kæmpestore behov lige nu og alt for få ressourcer til at respondere til det behov, så ja, hver en krone tæller!

Vi så, hvordan danskerne var rigtig gode til at mobilisere sig hurtigt for at hjælpe ukrainerne. Det er det samme, vi beder om nu; vi har brug for rigtig meget hjælp til at kunne gøre en forskel for de rigtig mange sultende mennesker, der er rundt omkring i verden lige nu.

PlanBørnefonden og vores partnere er til stede derude, og vi ved, hvad det er, der virker. Så vi skal bare i gang nu, det er lige nu, det tæller.”